De 10 største udfordringer

Hvad mener IMR er de største udfordringer for at DK lever op til Handicapkonventionen?

Her er en liste over de ti største udfordringer for Danmark set i lyset af FN’s handicapkonvention. Udfordringerne på listen er valgt af Institut for Menneskerettigheder. Udfordringerne er valgt, enten fordi de har betydning for rigtig mange mennesker med handicap, eller fordi de rammer nogle mennesker med handicap særligt hårdt. Du kan også få et kort overblik over de ti største udfordringer og instituttets anbefalinger for gennemførelsen af Handicapkonventionen her.

  1. Retlig beskyttelse (artikel 5 og Tillægsprotokollen)
  2. Fordomme (artikel 8)
  3. Tilgængelighed (artikel 9)
  4. Selvbestemmelse (artikel 19)
  5. Institutionalisering (artikel 19)
  6. Psykiatri (artikel 13 og 17)
  7. Uddannelse (artikel 24)
  8. Sundhed (artikel 25)
  9. Arbejdsmarked (artikel 27)
  10. Politisk medbestemmelse (artikel 12 og 29)
     

1. Retlig beskyttelse

Handicapkonventionen pålægger staterne at forbyde enhver diskrimination på grund af handicap og sikre personer med handicap lige og effektiv retlig beskyttelse mod diskrimination.

Ifølge en undersøgelse fra SFI har 13 % af den danske befolkning oplevet at have været udsat for diskrimination på baggrund af handicap. Men i dag har vi i Danmark stadig ikke beskyttelse mod diskrimination på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet. Det betyder, at privatpersoner og virksomheder i princippet frit kan beslutte at forskelsbehandle personer med handicap. Institut for Menneskerettigheder anbefaler derfor, at Danmark får et generelt forbud mod diskrimination på grund af handicap.

Selvom Danmark har tiltrådt FN’s handicapkonvention, og at konventionen ifølge Danmarks afrapportering til FN’s Handicapkomite skal opfattes som en del af dansk ret, er det i praksis tvivlsomt, om offentlige sagsbehandlere i statslige og kommunale myndigheder ved, at de har en pligt til at fremme gennemførelsen af FN’s handicapkonvention. En gennemførelse ved lov af FN’s handicapkonvention ville gøre det klart for alle myndigheder i Danmark, at de har pligt til at fremme gennemførelsen af konventionen (inkorporering).

Den kommunale sagsbehandling har afgørende betydning for den praktiske gennemførelse af rettigheder for personer med handicap. Eksempelvis forvaltes ledsagelse til personer med handicap og inklusion af elever i folkeskolen i kommunerne. Praksisundersøgelser fra Ankestyrelsen viser desværre, at kommunerne langt fra altid lever op til lovgivningen endsige klagesystemets afgørelser. Institut for Menneskerettigheder anbefaler derfor, at retssikkerheden for personer med handicap i den kommunale sagsbehandling forbedres.
 

2. Fordomme

Danmark er i henhold til Handicapkonventionen forpligtet til at øge bevidstheden om personer med handicap og respekt for deres rettigheder. I Danmark møder personer med handicap fordomme, som for eksempel kan få betydning for, om de kan få et job eller føler sig diskrimineret. Eksempelvis viser en undersøgelse fra 2013 fra SFI, at mere end 55 % af den danske befolkning ikke vil eller har betænkeligheder ved at arbejde sammen med en person med en psykisk funktionsnedsættelse, men at dette tal falder, når man kender eller ses med personer med funktionsnedsættelse. Når 13 % af den danske befolkning ifølge samme SFI-undersøgelse har oplevet at være udsat for diskrimination på grund af handicap, kan det også skyldes negative holdninger til personer med handicap og manglende viden om deres rettigheder.

Regeringens Handicappolitiske handlingsplan 2013 beskriver flere tiltag for at styrke anerkendelsen af og respekt for personer med handicap. Institut for Menneskerettigheder mener dog, at der er behov for en systematisk og sammenhængende indsats for at øge bevidstheden om personer med handicap og deres rettigheder.
 

3. Tilgængelighed

Danmark er i henhold til Handicapkonventionen forpligtet til at arbejde for, at Danmark gøres tilgængeligt for alle med handicap. Men som det ser ud i dag, er der mange problemer med tilgængelighed i Danmark: Personer, som bruger kørestol, kan stadig ikke bruge offentlige busser, fordi chaufførerne eller andre ikke må køre rampen ud til kørestolen. Mange skoler er stadig ikke tilgængelige, så børn med handicap kan være afskåret fra at gå på deres lokale skole. Offentlige hjemmesider er ikke altid tilgængelige for personer med handicap. Mange valgsteder er ikke tilgængelige, så personer med handicap er afskåret fra at stemme på deres lokale valgsteder. Listen kunne være meget længere.

Dansk handicappolitik har traditionelt sat individuel kompensation i form af f.eks. handicapbiler og ledsageordninger til den enkelte højere end at ændre generelle strukturer i samfundet, så behovet for individuel tilpasning reduceres. Regeringen har med deres Handicappolitiske handlingsplan 2013 sat fokus på arbejdet med tilgængelighed, bl.a. til it og byggeri, med sigte på at fjerne barrierer for tilgængelighed. Institut for Menneskerettigheder har udgivet en rapport om fysisk tilgængelighed til nyt byggeri og anbefaler, at der gøres en målrettet indsats for at sikre, at eksisterende lovkrav til nyt byggeri efterleves i praksis. Når der indføres et forbud mod diskrimination på grund af handicap, bør det således præciseres, at manglende tilgængelighed i nogle situationer kan udgøre diskrimination på grund af handicap.
 

4. Selvbestemmelse

FN’s handicapkonvention bygger på en erkendelse af, at personer med handicap har ret til selvbestemmelse og autonomi, også når de har svært ved at forstå komplicerede problemstillinger eller har svært ved at give udtryk for holdninger.

Institut for Menneskerettigheder offentliggjorde i 2012 en undersøgelse vedrørende værgemål, som stiller spørgsmålstegn ved, om personer under værgemål i tilstrækkelig grad har mulighed for at bestemme over deres eget liv. På baggrund af undersøgelsen anbefaler Institut for Menneskerettigheder bl.a., at værgemålsloven ændres, så det udtrykkeligt fremgår, at den bl.a. har til formål at fremme selvbestemmelse.

For at imødekomme, at personer med handicap har behov for værgemål, bør der endvidere arbejdes for at fremme, at personer med handicap kan styre deres egene økonomi.
 

5. Institutionalisering

Retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet er beskyttet i Handicapkonventionen. Konventionen forpligter derfor staterne til at arbejde i retning af, at alle personer med handicap selv kan vælge deres bopæl og ikke er tvunget til at bo i institutioner eller institutionslignede boformer.

I Danmark blev begrebet ”institution” i serviceloven afskaffet i 1998. Alligevel lever nogle personer med handicap stadig i institutionslignende boformer, og der bygges stadig boliger, som på grund af deres størrelse og beliggenhed får institutionslignende træk. For eksempel viser en undersøgelse fra 2012 at næsten halvdelen af de borgere, der bor i botilbud, bor sammen med 30 andre borgere eller flere.

Således ses en stigende tendens til, at boliger til personer, som i dag bor i §§ 107-108 tilbud efter serviceloven, bygges som store institutioner under blandt andet henvisning til stordriftsfordele. Denne tilbagevenden til store institutionslignede boformer er ikke i overensstemmelse med afskaffelsen af ’institutionsbegrebet’ og mindsker personer med handicaps mulighed for selv at vælge, hvor, hvordan og med hvem man vil bo. Undersøgelsen fra 2012 viser eksempelvis også, at mange borgere med behov for særlig støtte ikke selv bestemmer, hvor de vil bo og slet ikke får mulighed for at vælge mellem flere tilbud. Der er endvidere en risiko for, at beboernes selvbestemmelse begrænses i vidt omfang, så de f.eks. ikke selv kan bestemme, hvornår de vil sove, hvem de vil dele værelse med, og hvornår de vil ud.

At mange personer placeres i en institutionslignende bolig på grund af deres støttebehov kan også føre til en stigmatisering af disse mennesker som værende anderledes. Det kan samtidig forstærke holdninger hos mennesker med og uden handicap om, at de ikke har ret til at være inkluderet i det almindelige samfundsliv.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at staten ophører med at give statsgaranterede lån til opførelsen af nye institutioner. Instituttet anbefaler også, at antallet af institutionslignende boformer nedbringes, og at personer med handicap får praktisk mulighed for i højere grad selv at vælge, hvor og med hvem de ønsker at bo.
 

6. Psykiatrien

Handicapkonventionen lægger op til et opgør med antagelsen om, at et handicap kan være med til at berettige tvang i form af tvangstilbageholdelser eller i form af magtanvendelse. Konventionen kræver således, at det enkelte menneskes selvbestemmelse og integritet kommer i højsædet.

Personer med psykisk sygdom har hidtil stået  ringere end personer med somatiske sygdomme. For eksempel har der hidtil kun været  få behandlingsgarantier på det psykiatriske område. Det er for nylig taget vigtige skridt for at sikre en ligestilling af psykiatrien med det somatiske område, men der er stadig et stykke vej.

Psykiatriområdet er endvidere præget af en vidtgående brug af tvang. Ifølge Sundhedsstyrelsens opgørelse anvendtes tvang over for omkring 21 % af de omkring 26.000 personer, som var indlagt på psykiatriske afdelinger i løbet af 2012. Omkring 12 % blev udsat for fikseringer og fysisk magt, og denne andel har været rimelig stabil siden 2005. Flere end 350 personer har været udsat for tvangsfikseringer, som varer længere end 3 døgn, hvert år siden 2005. Ifølge Europarådets Torturkomite kan der ikke være en medicinsk begrundelse for fikseringer over flere døgn, hvorfor sådanne fikseringer ifølge Torturkomiteen udgør mishandling i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Endvidere er antallet af personer med et psykisk  handicap, som dømmes til behandling frem for at få en straf under straffeloven, mangedoblet siden 1980’erne. Personer med psykisk handicap idømmes i nogle tilfælde særforanstaltninger i op til 5 år for overtrædelser af straffeloven, som andre ville få en bøde for.

Institut for Menneskerettigheder har udgivet en rapport med anbefalinger om nedbringelse af tvang i psykiatrien, hvor det bl.a. anbefales, at længerevarende tvangsfiksering, hvilket vil sige tvangsfikseringer over 48 timer, ikke længere tillades.
 

7. Uddannelse

Handicapkonventionen stiller krav om, at hele uddannelsessystemet gøres inkluderende og sikrer det enkelte barns effektive ret til at få den støtte, som barnet har behov for. Inklusion står højt på den politiske dagsorden i Danmark, hvilket er positivt, og regeringens Handicappolitiske handlingsplan 2013 indeholder også flere initiativer, der skal sikre inklusionen i landets skoler.

Tal fra 2009 viser, at kun omkring 64 % af elever med handicap uden kognitive problemer bestod folkeskolens afgangsprøve mod 91 % af børn uden handicap. Andelen af børn med kognitive handicap, som består folkeskolens afgangseksamen må antages, at være betydeligt lavere. Disse tal kunne tyde på, at der har været en tendens til, at børn med handicap ikke har fået tilstrækkelig undervisning og støtte.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at det  gøres klart i lovgivningen, at det enkelte barn har ret til at modtage undervisning i inkluderende rammer, og at barnet har ret til den støtte, det har behov for. Ligesom det bør sikres, at børn med handicap, som har behov for mindre end 9 timers specialundervisning om ugen også har ret til at klage til et uvildigt nævn, hvis de ikke mener, at de får den støtte, som de har behov for, i inkluderende rammer.
 

8. Sundhed

Handicapkonventionen stiller krav om, at personer med handicap skal have lige adgang til sundhedsydelser.

I Danmark prioriteres der hele tiden i sundhedsvæsenet ud fra mere eller mindre gennemsigtige kriterier om f.eks. arbejdsmarkedsparathed, og ud fra hvem der vil få mest glæde af en behandling. Og noget tyder på, at personer med bliver taberne i denne prioritering.

Flere sager viser, at personer med handicap bliver afvist i sundhedssystemet på grund af deres handicap. For eksempel fik en  kvinde med udviklingshæmning ikke livsnødvendig behandling af en kræftsvulst, fordi hospitalet mente, at det var bedst at skåne hende på grund af hendes udviklingshæmning. En anden kvinde, som bl.a. brugte rollator, fik markeret i sin journal, at hun ikke skulle genoplives, hvis genoplivning blev nødvendig. Personer med udviklingshæmning og psykisk syge har lavere gennemsnitlig levealder end andre, bl.a. fordi de ikke får den hjælp, som de har brug for til at genkende symptomer på sygdomme, som kræver behandling.

Mange praktiserende læger og andre speciallæger har til huse i klinikker, som ikke er tilgængelige for personer med handicap, hvilket fører til, at personer med visse handicap ikke har mulighed for at bruge deres lokale læge. Det samme gælder apoteker og andre steder, som er vigtige for adgangen til sundhedsydelser.

Undersøgelser udført for Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i 2014 dokumenterer, at personer med handicap har dårligere sundhedsprofil end den øvrige befolkning og at personer med udviklingshæmning har markant overdødelighed sammenlignet med den øvrige befolkning. Der bør derfor iværksættes en indsats for forebyggelse, opsporing og behandling af kræft hos mennesker med udviklingshæmning, da det tidligere er dokumenteret, at mennesker med udviklingshæmning ikke får somme forebyggelse, opsporing og behandling som andre.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler endvidere, at sundhedsmyndighederne undersøger til bunds, hvad forskellene i sundhedsprofiler og overdødelighed skyldes, således at personer med handicap fremadrettet ikke stilles ringere end andre i adgangen til sundhedsydelser. Regeringens målsætning i deres Handicappolitiske handlingsplan 2013 om at forbedre viden om sundhedstilstanden hos personer med handicap er et skridt på vejen. Dog er det stadig vigtigt med et fokus på, i hvilket omfang der forskelsbehandles i sundhedssystemet.

Endelig anbefaler Institut for Menneskerettigheder,  at der tages effektive tiltag for at sikre, at f.eks. praktiserende lægers praksisser gøres tilgængelige for personer med handicap.
 

9. Arbejdsmarked

Handicapkonventionen stiller krav om, at arbejdsmarkedet gøres inkluderende for personer med handicap. Men i Danmark er kun omkring 50 % af personer med handicap i beskæftigelse, hvorimod næsten 80 % af personer uden handicap er i beskæftigelse . Ser man på personer med handicap og nedsat arbejdsevne, er andelen i beskæftigelse helt nede på 25 %. Til sammenligning er omkring 50 % af alle personer med handicap og nedsat arbejdsevne i beskæftigelse i Sverige. Kvinder med handicap har endvidere en lavere beskæftigelsesrate end mænd med handicap.

Domstolene er begyndt at pålægge arbejdsgivere forpligtelser til at yde tilpasning for særlige behov til deres ansatte med handicap med henvisning til lov om forbud mod forskelsbehandling. Men udgangspunktet under anden generel lovgivning og under overenskomsterne er stadig, at arbejdsgiveren kan afskedige på grund af nedsat arbejdsevne og, at arbejdsgivere har relativt få forpligtelser over for ansatte, som får nedsat arbejdsevne for eksempel på grund af handicap.

Derfor bør det også i den generelle lovgivning på arbejdsmarkedet fremgå, at nedsat arbejdsevne ikke er lovlig afskedigelsesgrund, hvis den bunder i et handicap, og arbejdsgiveren har pligt til at yde tilpasning i rimeligt omfang, hvilket bør tydeliggøres i blandt andet arbejdsmiljølovgivningen. Regeringens Handicappolitiske handlingsplan 2013 synes desværre ikke at have fokus på denne problematik.
 

10. Politisk medbestemmelse

FN’s handicapkonvention understreger, at personer med handicap har lige ret til deltagelse i det politiske og offentlige liv, det vil sige at tage aktiv del i styringen af Danmark.  Men personer med handicap oplever mange problemer i adgangen til politisk medbestemmelse i Danmark.

For eksempel er valgmateriale sjældent tilgængeligt for blinde eller personer med udviklingshæmning, valgsteder er ofte ikke fysisk tilgængelige, og stemmesedler er ikke gjort tilgængelige for blinde.

Også i forhold til udøvelsen af retten til politisk medbestemmelse er der behov for ændringer. Således fratages personer, som har fået udpeget en værge under værgemålslovens § 6, retten til at stemme og blive valgt. Når en person får udpeget en værge, sker det udelukkende for at beskytte ham eller hende, og typisk for at personen kan få hjælp med at administrere sin økonomi. Der er ingen forbindelse mellem personens behov for at blive sat under værgemål og hans eller hendes evne eller berettigelse til at stemme. FN’s Handicapkomité har i en individuel klagesag i september 2013 udtalt, at fratagelsen af stemmeret for personer under værgemål udgør diskrimination på grund af handicap i strid med FN’s handicapkonvention.  

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at valglovene ændres, så personer med handicap ikke får frataget deres stemmeret, når de sættes under værgemål, samt at der arbejdes for, at personer med handicap har lige mulighed for at udøve politisk medbestemmelse.