Politi og efter­retningstjenester

^{Redaktion afsluttet 1. marts 2024.}

Politiklagemyndighed skal have fokus på umenneskelig eller nedværdigende behandling

I 2023 er politiet blevet forbundet med flere alvorlige sager om blandt narkotikahandel, unødig magtanvendelse og bestikkelse. Flere sager er indklaget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der behandler adfærdsklager og efterforsker straffesager om politiet.

Staten har pligt til at sætte en effektiv undersøgelse i værk, hvis en borger indgiver en rimeligt begrundet klage om, at vedkommende har været udsat for behandling, der strider mod menneskeretten. 

Den Uafhængige Politiklagemyndighed har imidlertid ikke mandat til at undersøge eller træffe afgørelse om, hvorvidt en borger har været udsat for eksempelvis umenneskelig eller nedværdigende behandling af politiet i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. 

Det, der er i fokus for behandling af klager over politiet, er, om der er grundlag for at indlede en straffesag eller udtale kritik af involverede politibetjente. Den Uafhængige Politiklagemyndighed skal altså udelukkende afgøre, om den enkelte politibetjent kan kritiseres eller indstilles til anklagemyndigheden i en given sag.

Beviskravene i både straffesager og adfærdsklagesager mod politiet er høje; enhver rimeligt begrundet tvivl skal komme den tiltalte/indklagede politibetjent til gode. Der bør naturligvis være en høj grad af retssikkerhed for den involverede politibetjent. Det betyder imidlertid også, at sagen ofte vil blive afsluttet uden kritik af politiet, hvis klager og politibetjent i den konkrete sag har afgivet forskellige forklaringer, og der ikke kan fremskaffes andet bevismateriale.

I 2022 traf Den Uafhængige Politiklagemyndighed afgørelse i 612 adfærdsklagesager. I 30 af disse sager blev der udtalt kritik af politiet. I 561 af sagerne blev der ikke fundet grundlag for kritik, blandt andet med henvisning til, at der var modstridende forklaringer i sagen (”påstand mod påstand”).

Høje beviskrav er en retssikkerhedsmæssig grundsten i straffe- eller disciplinærsager mod for eksempel politibetjente. De høje beviskrav kan dog gøre det uforholdsmæssigt svært for borgere at få anerkendt, at myndigheder bærer ansvar for en krænkelse af deres menneskerettigheder, for eksempel i sager, hvor borgeren har været udsat for nedværdigende behandling i politiets varetægt. Det skyldes, at det ofte er være meget svært for borgeren på egen hånd at fremskaffe tilstrækkelig dokumentation for, at vedkommende er blevet udsat for magtmisbrug af politiet.

Derfor har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udtalt, at hvis en klager er blevet pågrebet af politiet i en god helbredstilstand, men er skadet på løsladelsestidspunktet, skal der anvendes omvendt bevisbyrde i sager om krænkelser af menneskerettighedskonventionens artikel 3. 

I de tilfælde påhviler det altså myndighederne at komme med en acceptabel forklaring på hændelsesforløbet og at dokumentere, at klagers skader skyldes en lovlig magtanvendelse, som har været ”strengt nødvendig” på grund af klagers egne handlinger. Hvis myndighederne ikke kan løfte den bevisbyrde, vil der være en formodning for, at klager er blevet udsat for ulovlig magtanvendelse i strid med artikel 3.

Institut for Menneskerettigheders vurderer, at borgere i flere tilfælde kan være blevet udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med menneskeretten, uden at hændelserne er blevet identificeret eller tilstrækkeligt undersøgt, fordi de falder udenfor det eksisterende politiklagesystem, og fordi beviskravene i klagesystemet er så høje. 

På den baggrund anbefaler Institut for Menneskerettigheder, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed gives et udvidet mandat til at undersøge og træffe afgørelse i sager om myndighedsansvar for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med artikel 3. 

Efterretningstjenester dataindsamling skal overholde menneskeretten

Når en person søger på internettet, besøger hjemmesider, skriver et opslag på Facebook eller lægger et billede op på Instagram, efterlader vedkommende digitale fodspor, synlige såvel som usynlige. Synlige digitale fodspor kan for eksempel være kommentarer eller deling af billeder på sociale medier som Facebook, Instagram, Tiktok og LinkedIn. De usynlige digitale fodspor kan for eksempel være cookies eller lokationsdata, som en udbyder af en hjemmeside eller app lagrer om en bruger.

I et gennemdigitaliseret samfund som det danske, hvor brugen af internettet er blevet en uomgængelig del af hverdagen, registreres og lagres borgernes adfærd i et stadig større omfang. 

Oplysninger om borgernes digitale færden fortæller noget om den berørte persons interesser og handlinger og kan sammenlagt tegne meget præcise profiler af folk. 

De digitale fodspor kan blandt andet bruges til at kortlægge en persons bevægelsesmønstre, relationer, interesser, drømme og store livsændringer. Desuden kan de blotlægge oplysninger om for eksempel helbred, seksualitet, fagforening, politisk overbevisning og etnisk oprindelse, der i databeskyttelsesretten er klassificeret som følsomme personoplysninger. 

Oplysninger om borgernes digitale færden kan i dag masseindsamles af avancerede digitale værktøjer, som private virksomheder stiller til rådighed for efterretningstjenesterne mod betaling, såkaldt open-source intelligence. Der er ikke noget krav om retskendelse til at bruge de indsamlede data i efterretningstjenesternes arbejde, fordi oplysningerne anses for at være anskaffet via frit tilgængelig kilder. 

Når efterretningstjenester masseindsamler oplysninger fra såkaldt open-source intelligence, har det menneskeretlige konsekvenser. Institut for Menneskerettigheder vurderer, at der er behov for at indføre en række retsgarantier i forbindelse med efterretningstjenesterne masseindsamling af oplysninger. Folketinget bør for eksempel indskærpe, at der skal være forudgående uafhængig kontrol, når efterretningstjenesterne vil filtrere masseindsamlede oplysninger. 

Institut for Menneskerettigheder vurderer også, at der er behov for at styrke tilsynet med efterretningstjenesterne. Instituttet har blandt andet anbefalet, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne får en generel kompetence til at træffe retligt bindende afgørelser og får kompetence til at føre tilsyn med Politiets Efterretningstjenestes og Forsvarets Efterretningstjenestes samlede virksomhed. 

Logning af teledata kan (fortsat) være i strid med menneskeretten

Staten har siden 2007 pålagt danske teleselskaber at gemme oplysninger om alle borgeres opkald og sms’er. De loggede teledata kan senere bruges af politiet til efterforskning af terror og grov kriminalitet. Teleselskaberne er forpligtet til at gemme oplysningerne om al kommunikation fra deres kunder i et år.

I lyset af en EU-dom fra 2022 lagde Justitsministeriet i 2023 op til at begrænse politiets adgang til teledata, så politiet ikke længere i sager om grov kriminalitet kan bruge teledata, som er indsamlet med henblik på terrorbekæmpelse. Det fremgår af et lovudkast, som blev sendt i høring i december 2023.

Justitsministeriet anerkender, at politiet ikke kan få adgang til loggede teledata, der er indsamlet for at beskytte statens sikkerhed, i deres efterforskning af grov kriminalitet.

Institut for Menneskerettigheder vurderer, at Justitsministeriet bør foretage yderligere justeringer af reglerne, end lovudkastet lægger op til. De danske logningsregler risikerer nemlig på flere områder at være i strid med EU-retten. 

Teleselskaberne risikerer at blive pålagt at foretage logning af alle danskere i længere tid, end hvad der må anses for ekstraordinære undtagelsessituationer af hensyn til statens sikkerhed. Samtidig risikerer logning af større geografiske områder i praksis at blive så indgribende, at der reelt bliver tale om logning af alle personer, hvilket som udgangspunkt er forbudt. 

Institut for Menneskerettigheder har gjort opmærksom på disse forhold i et analysenotat fra september 2023 og i et høringssvar over lovudkastet fra januar 2024.