Rapportering til UPR

Cirka hvert 5. år skal verdens lande ”til eksamen i menneskerettighederne” ved FN's såkaldte Universelle Periodiske Bedømmelse (UPR).

Ved UPR gennemgår FN's Menneskerettighedsråd forholdene i alle FN’s medlemsstater i et møde for hvert land (UPR-eksaminationen).

UPR-eksaminationen er ikke ligesom FN’s traktatkomité knyttet op på en bestemt menneskerettighedskonvention. UPR-eksaminationen handler derfor om alle menneskerettighederne i en medlemsstat, som er tiltrådt af medlemsstaten.

Formålet med UPR-processen er at forbedre menneskerettighederne i praksis. Det er det første bedømmelsessystem, som alle FN’s medlemsstater skal igennem. De første UPR-eksaminationer fandt sted i 2008.

Mere om UPR

Du kan læse mere om UPR-processen i denne præsentation, som beskriver, hvordan den Universelle Periodiske Bedømmelse fungerer.

Forud for hver UPR-eksamination udarbejder Institut for Menneskerettigheder en rapport til FN’s Menneskerettighedsråd. Her beskriver instituttet de udfordringer og problemer med menneskerettighederne i Danmark, som instituttet finder vigtigst. Rapporten indeholder også instituttets anbefalinger til, hvordan forholdene kan forbedres.

På baggrund af UPR-eksaminationen udarbejder FN's Menneskerettighedsråd en række anbefalinger til, hvordan forholdene i Danmark kan blive bedre.

Forholdene i Danmark blev for tredje gang gennemgået i 2021 gennemgået, hvor FN’s menneskerettighedsråd vurderede Danmarks evne til at leve op til menneskerettighederne. Danmark fik i alt 288 anbefalinger, hvoraf 86 blev afvist.

Danmark afleverede i juni 2018 en frivillig midtvejsrapport, som halvvejs mellem de officielle evalueringer i FN’s Menneskerettighedsråd gjorde status over implementeringen af de anbefalinger, som Danmark fik i 2016. Regeringen oplyste i midtvejsrapporten, at Danmark nu accepterede 4 yderligere anbefalinger. Instituttet indleverede ved samme lejlighed i juli 2018 en midtvejsrapport, hvori implementeringen af udvalgte anbefalinger Danmark modtog i 2016 blev kommenteret. Tilsvarende indsendte 20 danske NGO’er i fællesskab en midtvejsrapport i juli 2018, som kommenterede implementeringen af udvalgte anbefalinger fra eksaminationen i 2016.

Forholdene i Danmark vil næste gang blive gennemgået af FN’s menneskerettighedsråd i forbindelse med den forventelige frivillige midtvejsrapportering i 2023.

Læs UPR-anbefalingerne til Danmark

Læs Danmark’s stillingtagen til anbefalingerne

Parallelrapportering til den universelle periodiske bedømmelse

Ønsker du at bidrage til den kommende bedømmelse af Danmark kan du som civilsamfundsaktør indlevere en parallelrapport til FNs Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR).

Vi har udarbejdet denne rapporteringsguide.


Institut for Menneskerettigheders rapporter til den Universelle Periodiske Bedømmelse:

Statens rapporter til den Universelle Periodiske Bedømmelse:

Civilsamfundets rapport til den Universelle Periodiske Bedømmelse: