I 2001, kort tid efter at IMR havde startet sit program i Kina, blev jeg, Lone Lindholt, bedt om at tilslutte mig det team, der skulle indlede et samarbejde med universitetet i Hunan, i byen Changsha i det sydlige Kina. Her var professor Li Buyun og hans kollega Yang Songcai i gang med at sætte en række aktiviteter i værk, herunder opstarten af en række såkaldt ”åbne universitetskurser” i menneskerettigheder på det juridiske fakultet. Det blev betragtet som ganske skelsættende, siden menneskerettighedsundervisning kun i meget begrænset omfang fandt sted i Kina på det tidspunkt, især uden for de større byer.
Ideen, som vi fik til at materialisere sig i de efterfølgende år, var et ca. 2 ugers kursus i de forskellige aspekter af menneskerettighederne, rettet primært mod studerende og lærere på universitetet men også med inddragelse af lokale aktører fx fra den offentlige sektor, sagførere, endda politiet… Min rolle på kurset skulle være, sammen med professor Li Buyun, at forestå den introducerende del af kurset i form af en forelæsning af hver af os – han talte om forfatningsret og jeg talte om de basale menneskerettighedsprincipper. Hvad der var endnu mere interessant var at vi fulgte forelæsningerne op med en fælles ”spørgsmål og svar”-session, hvor deltagerne (ca. 40 hver gang) blev opmuntret til at stille ethvert muligt spørgsmål inden for hele menneskerettighedsområdet – og det gjorde de, lige fra spørgsmål om ”hvorvidt børn på landet i Danmark har ret til uddannelse på samme niveau og af samme kvalitet som dem der bor i byerne?”, til homoseksualitet, torturforebyggelse, ret til frit at vælge sin bopæl, ytrings- og organisationsfrihed… alt kunne tages op, og det blev det, til fælles tilfredsstillelse, udbytte og underholdning for os alle.
En udfordring som vi skulle overvinde var sprog-barrieren, da jeg ikke taler kinesisk og de fleste af deltagerne ikke talte engelsk, så efterfølgende oversættelse var den eneste mulighed. Siden budgettet ikke kunne rumme professionel tolke-assistance, og dette under alle omstændigheder ville have virket en smule stift i forhold til den ellers uformelle atmosfære, måtte vi klare os så godt som vi kunne. Så vi fandt en løsning, som viste sig at fungere godt hver gang, da en af professorernes datter, Stella (som selv var kandidat-studerende på fakultetet), ville assistere mig. Hun var meget sød, i starten temmelig genert og usikker, og tog opgaven meget alvorligt. Især i begyndelsen kæmpede Stella med fagsproget og mit hurtige tale-tempo, men efterhånden som vi gentog kurset 3-4 gange og hendes selvtillid voksede, blev det lettere for hende. Og fra begyndelsen var det tydeligt at dette var et emne som i høj grad interesserede hende, så hun nød anledningen til virkeligt at lære af vores udveksling.
Efter et stykke tid løb programmet ud, men IMR fortsatte med at arbejde med Li Buyun og Yang Songcai, som blev henholdsvis grundlæggere af og direktør for Guangzhou Universitets Menneskerettighedscenter, og Stella og jeg holdt kontakten. Et par år senere søgte hun ind på det regionale Master program i menneskerettigheder ved Hong Kong’s universitet, et program som IMR også støttede og som jeg var ansvarlig for, og jeg var selvfølgelig glad for at kunne anbefale hende. Derefter mistede vi kontakten i nogle år…
Men i september 2010 deltog jeg i det årlige nordisk finansierede menneskerettighedsuddannelses-årsmøde, som dette år havde Guangzhou Universitets Menneskerettighedscenter og IMR som værter, og hvor mere end 60 universitetslærerer i menneskerettigheder samledes for at diskutere metode og de seneste udviklinger inden for menenskerettighedsområdet og, ikke mindst, for at blive inspireret til at udføre deres arbejde på ofte fjerntliggende universiteter over hele Kina. Og, pludselig den første morgen, stod Stella der som deltager. Hun var stadig lige så sød som dengang, men havde nu opnået en meget højere grad af selvtillid og modenhed, og det var en virkelig lykkelig oplevelse for os begge at mødes igen efter så mange år. Hun havde afsluttet sin master-grad i Hong Kong, og underviste nu på Hunans Universitet i menneskerettigheder på kandidatniveau. Herudover var hun blevet udvalgt som en af hovedtalerne ved workshoppen, som repræsentant for den ”nye generation”, og jeg så frem til at høre hende… men selv jeg blev meget overrasket da hun brugte en god del af sin taletid på i rigeligt mål at takke ikke blot professor Li Buyun, men også jeg selv (og, herigennem, IMR) for den undervisning og støtte som havde inspireret hende til at vælge menneskerettighedsundervisning som sin karriere. Det var en meget bevægende og sjælden oplevelse at modtage så høj grad af offentlig anerkendelse for vores arbejde.; på den ene side var det en meget kinesisk ting at gøre, i forhold til at vise sine lærere ære og respekt, men det var samtidig tydeligt for alle os tilstedeværende at det ikke var en formel pligt hun udførte men derimod en ægte varm, ærlig og personlig gestus. Hun delte også sin vision for menneskerettighedsuddannelse i Kina, og bidrog på denne måde til netværket af universitetslærere, hvor hun uden tvivl vil være en vigtig ressource også fremover.
En måned senere, i oktober 2010, besøgte jeg Hunan for at give en forelæsning om ”Menneskerettigheder og International Ret” til nogle af hendes studerende, og igen oversatte Stella for mig – eller, rettere sagt, opsummerede hovedpunkterne, for i modsætning til ti år tidligere forstår de studerende nu, og kan tale, en del engelsk. Vi delte igen den varme fornemmelse ved at arbejde sammen, og af at tiden snoede sig rundt i en fuld cirkel, en fornemmelse af at være tilbage hvor det hele var startet ti år tidligere… Jeg kunne tydeligt selv se hvordan Stella igennem sin vejledning og undervisning nu videregiver al sin viden og forståelse af vores område til en ny generation af studerende, som på denne måde vil blive inspirerer og, måske, selv fortsætte vores arbejde ved at gå ind i menneskerettighedsundervisning og –forskning….og på denne måde vil ringene brede sig videre ud, det tog 10 år at komme så langt, men det understreger på glimrende vis værdien af den investering vi gør når vi beslutter os for at opdyrke nye områder sammen med vores partnere, og hvilken tålmodighed vi skal være i besiddelse af for at se resultaterne.
Ideen, som vi fik til at materialisere sig i de efterfølgende år, var et ca. 2 ugers kursus i de forskellige aspekter af menneskerettighederne, rettet primært mod studerende og lærere på universitetet men også med inddragelse af lokale aktører fx fra den offentlige sektor, sagførere, endda politiet… Min rolle på kurset skulle være, sammen med professor Li Buyun, at forestå den introducerende del af kurset i form af en forelæsning af hver af os – han talte om forfatningsret og jeg talte om de basale menneskerettighedsprincipper. Hvad der var endnu mere interessant var at vi fulgte forelæsningerne op med en fælles ”spørgsmål og svar”-session, hvor deltagerne (ca. 40 hver gang) blev opmuntret til at stille ethvert muligt spørgsmål inden for hele menneskerettighedsområdet – og det gjorde de, lige fra spørgsmål om ”hvorvidt børn på landet i Danmark har ret til uddannelse på samme niveau og af samme kvalitet som dem der bor i byerne?”, til homoseksualitet, torturforebyggelse, ret til frit at vælge sin bopæl, ytrings- og organisationsfrihed… alt kunne tages op, og det blev det, til fælles tilfredsstillelse, udbytte og underholdning for os alle.
En udfordring som vi skulle overvinde var sprog-barrieren, da jeg ikke taler kinesisk og de fleste af deltagerne ikke talte engelsk, så efterfølgende oversættelse var den eneste mulighed. Siden budgettet ikke kunne rumme professionel tolke-assistance, og dette under alle omstændigheder ville have virket en smule stift i forhold til den ellers uformelle atmosfære, måtte vi klare os så godt som vi kunne. Så vi fandt en løsning, som viste sig at fungere godt hver gang, da en af professorernes datter, Stella (som selv var kandidat-studerende på fakultetet), ville assistere mig. Hun var meget sød, i starten temmelig genert og usikker, og tog opgaven meget alvorligt. Især i begyndelsen kæmpede Stella med fagsproget og mit hurtige tale-tempo, men efterhånden som vi gentog kurset 3-4 gange og hendes selvtillid voksede, blev det lettere for hende. Og fra begyndelsen var det tydeligt at dette var et emne som i høj grad interesserede hende, så hun nød anledningen til virkeligt at lære af vores udveksling.
Efter et stykke tid løb programmet ud, men IMR fortsatte med at arbejde med Li Buyun og Yang Songcai, som blev henholdsvis grundlæggere af og direktør for Guangzhou Universitets Menneskerettighedscenter, og Stella og jeg holdt kontakten. Et par år senere søgte hun ind på det regionale Master program i menneskerettigheder ved Hong Kong’s universitet, et program som IMR også støttede og som jeg var ansvarlig for, og jeg var selvfølgelig glad for at kunne anbefale hende. Derefter mistede vi kontakten i nogle år…
Men i september 2010 deltog jeg i det årlige nordisk finansierede menneskerettighedsuddannelses-årsmøde, som dette år havde Guangzhou Universitets Menneskerettighedscenter og IMR som værter, og hvor mere end 60 universitetslærerer i menneskerettigheder samledes for at diskutere metode og de seneste udviklinger inden for menenskerettighedsområdet og, ikke mindst, for at blive inspireret til at udføre deres arbejde på ofte fjerntliggende universiteter over hele Kina. Og, pludselig den første morgen, stod Stella der som deltager. Hun var stadig lige så sød som dengang, men havde nu opnået en meget højere grad af selvtillid og modenhed, og det var en virkelig lykkelig oplevelse for os begge at mødes igen efter så mange år. Hun havde afsluttet sin master-grad i Hong Kong, og underviste nu på Hunans Universitet i menneskerettigheder på kandidatniveau. Herudover var hun blevet udvalgt som en af hovedtalerne ved workshoppen, som repræsentant for den ”nye generation”, og jeg så frem til at høre hende… men selv jeg blev meget overrasket da hun brugte en god del af sin taletid på i rigeligt mål at takke ikke blot professor Li Buyun, men også jeg selv (og, herigennem, IMR) for den undervisning og støtte som havde inspireret hende til at vælge menneskerettighedsundervisning som sin karriere. Det var en meget bevægende og sjælden oplevelse at modtage så høj grad af offentlig anerkendelse for vores arbejde.; på den ene side var det en meget kinesisk ting at gøre, i forhold til at vise sine lærere ære og respekt, men det var samtidig tydeligt for alle os tilstedeværende at det ikke var en formel pligt hun udførte men derimod en ægte varm, ærlig og personlig gestus. Hun delte også sin vision for menneskerettighedsuddannelse i Kina, og bidrog på denne måde til netværket af universitetslærere, hvor hun uden tvivl vil være en vigtig ressource også fremover.
En måned senere, i oktober 2010, besøgte jeg Hunan for at give en forelæsning om ”Menneskerettigheder og International Ret” til nogle af hendes studerende, og igen oversatte Stella for mig – eller, rettere sagt, opsummerede hovedpunkterne, for i modsætning til ti år tidligere forstår de studerende nu, og kan tale, en del engelsk. Vi delte igen den varme fornemmelse ved at arbejde sammen, og af at tiden snoede sig rundt i en fuld cirkel, en fornemmelse af at være tilbage hvor det hele var startet ti år tidligere… Jeg kunne tydeligt selv se hvordan Stella igennem sin vejledning og undervisning nu videregiver al sin viden og forståelse af vores område til en ny generation af studerende, som på denne måde vil blive inspirerer og, måske, selv fortsætte vores arbejde ved at gå ind i menneskerettighedsundervisning og –forskning….og på denne måde vil ringene brede sig videre ud, det tog 10 år at komme så langt, men det understreger på glimrende vis værdien af den investering vi gør når vi beslutter os for at opdyrke nye områder sammen med vores partnere, og hvilken tålmodighed vi skal være i besiddelse af for at se resultaterne.