Parallelrapport til FN’s Børnekomité

Hvert femte år skal Danmark gøre rede for, hvordan Danmark overholder FN's Børnekonvention. I 2008 afleverede den danske regering derfor en rapport om, hvordan Danmark officielt har overholdt Børnekonventionen. Regeringens rapport fik følge af flere parallelrapporter, blandt andet fra Institut for Menneskerettigheder. Parallelrapporterne supplerer de rapporter, den danske regering sender til FN. De er uafhængige og adskiller sig dermed fra de officielle rapporter fra den danske regering. Målet med rapporterne er at give FN-komitéen en bedre forståelse af de danske forhold og relevante problemer.

I sin parallelrapport anbefalede IMR blandt andet at den kriminelle lavalder igen hæves til 15 år, at forholdene for børn af fængslede forbedres, og at forholdene for asylansøgende børn, som er sendt tilbage til deres hjemland, forbedres.

Til eksamen i FN
I Januar 2011 stod Danmark på baggrund af alle rapporterne fra Danmark skoleret for FN’s Børnekomité. IMR overværede den officielle eksamination af Danmark og var med til den efterfølgende uofficielle dialog mellem ngo’er og FN’s Børnekomité.

Børnekomitéen er nu kommet med sin vurdering af Danmark, og IMR kan glæde sig over, at der i vurderingen af Danmark indgår kommentarer og anbefalinger, der ligger op ad IMR’s anbefalinger. Blandt andet er komitéen bekymret over, at Danmark har nedsat den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år. Samtidig anbefaler komitéen, at Danmark forbedrer forholdene for asylsøgende børn og uledsagede flygtningebørn.

Stop isolationsfængsling af børn
Nogle af de anbefalinger Børnekomitéen kommer med i deres vurdering, har IMR anbefalet i tidligere parallelrapporter. For eksempel bekymrer Børnekomitéen sig over brugen af varetægtsfængsling og isolationsfængsling af unge under 18 år i Danmark. Denne problemstilling har IMR før peget på og samtidig anbefalet, at Danmark helt ophører med at isolationsfængsle børn.

IMR håber nu, at den danske regering tager Børnekomitéens anbefalinger op til overvejelse og så vidt muligt følger dem. I samarbejde med forskellige børneorganisationer i Danmark vil IMR arbejde på, at det sker.

Afviste asylansøgere i udsendelsesposition i Danmark

”Jeg kommer til at dø på dette værelse. Jeg underskriver ikke, indtil jeg dør,” siger Sina. Sina er en kvindelig afvist asylansøger fra Iran, som nægter at underskrive sine hjemsendelsespapirer. Fordi hun ikke kan udsendes med tvang, opholder hun sig nu i Danmark på ottende år – sammen med sin datter.

Da Sina kom til Danmark, var hun aktiv og fuld af gå-på-mod, men nu opholder hun sig mest på sit værelse. I løbet af årene i Danmark har hun fået en række psykiske lidelser og har flere gange forsøgt at begå selvmord. Hun har det også dårligt fysisk og har blandt andet en diskosprolaps i ryggen.

Sina er en af de afviste asylansøgere, Institut for Menneskerettigheder har talt med i forbindelse med en udredning om afviste asylansøgere og andre udlændinge i udsendelsesposition i Danmark. IMR har lavet 60 kvalitative interviews, primært med afviste asylansøgere, herunder familier med børn.

Det er blevet til en udredning, der beskriver de afvistes situation i Danmark. Den fortæller blandt andet om indkvarteringsforhold, sundheds- og uddannelsesforhold samt forhold for familien, men også om de tanker, asylansøgerne gør sig om risikoen for at blive sendt tilbage og den usikkerhed og det pres, det skaber.

Danmarks forpligtelser
Ud over interviews indeholder udredningen også analyser af de menneskeretlige forpligtelser, der ligger i FN’s konventioner om civile, politiske, økonomiske og sociale rettigheder samt i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Med udredningen giver IMR en række konkrete forslag til overvejelse i forhold til, hvordan Danmark kan ændre de afvistes situation – både hvad angår lovgivning og muligheder i praksis.

IMR spreder budskabet
IMR har talt med personer i regeringen og centraladministrationen med ansvar for asylområdet. Her har IMR præsenteret resultaterne af udredningen og peget på de områder, hvor det kan overvejes at ændre forholdene. Udredningen er også blevet præsenteret for frivillige organisationer, der beskæftiger sig med forholdene for afviste asylansøgere. Organisationerne er glade for, at der er lavet en uafhængig analyse af forholdene for afviste asylansøgere og gældende menneskerettigheder. Organisationerne har kaldt udredningen den bedste, der er på området.

Siden udredningen har IMR også brugt den viden og indsigt, vi har fået, til at skrive artikler om asylansøgere og undervise i asylforhold. Herudover anvender vi udredningen som udgangspunkt for vores høringssvar og stillingtagen i asylspørgsmål.

For Sina betyder udredningen, at hun har fået ”en stemme” og mulighed for at fortælle om forholdene – som hun oplever dem. For IMR er det vigtigt at høre denne stemme, ikke mindst for at få indblik i hvordan udlændingeloven virker i praksis, og hvilke konsekvenser den har.

Stop hadforbrydelser

En lesbisk kvinde bliver overfaldet uden for et diskotek for homoseksuelle i København. Hun bliver revet i håret, slået kraftigt i hovedet og på kroppen. Hun bliver overfaldet, fordi hun er lesbisk – altså for at være sig selv. Forbrydelsen kaldes en hadforbrydelse – et fænomen IMR igennem flere år har arbejdet for at oplyse om og bekæmpe.

I arbejdet med at bekæmpe hadforbrydelser har IMR skrevet udredningen ”Hadforbrydelser i Danmark – vejen til en effektiv beskyttelse”. Udredningen belyser, hvordan hadforbrydelser bliver håndteret i Danmark. Den vurderer, om procedurer og praksis hos politi, anklagemyndighed og domstole sikrer en effektiv beskyttelse mod hadforbrydelser. Men den beskriver også, hvordan politiet registrerer og behandler sagerne.

I den forbindelse har politiet fortalt om nogle af de udfordringer, de ser i forhold til behandling af hadforbrydelsessager. For eksempel kan det være en udfordring i at bevise racistisk vold. Og den lesbiske kvinde, hvis historie blev fortalt, blev hun overfaldet, fordi hun er lesbisk eller var det bare et tilfældigt overfald?

Hvad gør vi?
I udredningen gennemgår IMR også dansk lovgivning og de sager, der har været for domstolene. Mange hadforbrydelser anmeldes ikke til politiet og når derfor ikke domstolene. IMR har interviewet ngo’er for at få deres bud på, hvorfor forbrydelser nogle gange ikke anmeldes, og hvad der kan gøres ved det.

På baggrund af udredningen er IMR kommet med en række anbefalinger til, hvordan Danmark sikrer den strafferetlige beskyttelse mod hadforbrydelser.

IMR anbefaler bl.a. at:

• der skabes mere viden om hadforbrydelser
• loven gøres klarere
• anmeldelser skal fremmes og at ofre skal oplyses om deres rettigheder
• styrke politiets indsats
• forbedre registrering af hadforbrydelsessager
• iværksætte flere kriminalitetsforbyggende tiltag.

Her kan du læse hele IMR’s udredning om hadforbrydelser...

IMR har også deltaget i en kampagne om hadforbrydelser i samarbejde med Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Politi. Du kan læse mere om kampagnen på www.stophadforbrydelser.dk