Accessibility links

Borgerrådgiveren


I nogle kommuner er der etableret en borgerrådgiver. Borgerrådgiveren er ansat af kommunen, men er samtidig uafhængig af kommunen. Borgerrådgiveren behandler klager over kommunens sagsbehandling, personalets optræden og den praktiske opgavevaretagelse. Desuden yder borgerrådgiveren vejledning og konkret vejvisning i det kommunale klagesystem. Borgerrådgiveren kan endvidere være behjælpelig med at formulere klager over kommunens afgørelser til rekursinstanserne.

I nogle kommuner har borgerrådgiveren et særligt mandat til at behandle klager over diskrimination. I Københavns Kommune kan borgerrådgiveren desuden tilbyde mægling mellem forvaltning og borger i sager om diskrimination. Borgerrådgiveren kan endvidere hjælpe dig med at indgive en klage, hvis du har oplevet diskrimination. Det er derfor muligt at henvende dig til borgerrådgiveren, hvis du mener at du har været udsat for diskrimination af kommunen.

Hvis du bor i en kommune, der har en borgerrådgiver, kan du kontakte kommunen for yderligere oplysninger om borgerrådgiveren. Om Københavns Kommunes borgerrådgiver kan du læse mere her www.kk.dk/borgerraadgiver