Accessibility links

Seksuel orientering og kønsidentitet - Retshjælp


Hvis du ønsker juridisk bistand til at udføre din klage, har du følgende muligheder for at få retshjælp:

Advokatvagten

Advokatvagten – eller retshjælpen som den kaldes i nogle byer – kan bedst betegnes som en juridisk skadestue, hvor der ydes mundtlig juridisk førstehjælp. I landets over 100 advokatvagter giver advokater ca. hver uge gratis mundtlig rådgivning til de borgere, der henvender sig.

Hvis du kommer til Advokatvagten med dit problem, kan du være helt anonym. Der bliver ikke skrevet noget ned eller lavet en sag. Du får blot en hurtig juridisk bedømmelse af din situation. Advokatvagten kan kun kontaktes ved personligt fremmøde.

Du kan læse mere om Advokatvagten på www.advokatsamfundet.dk, hvor du også kan se, hvor den nærmeste advokatvagt ligger, og hvad åbningstiderne er.


Københavns Retshjælp

Københavns Retshjælp er en selvejende institution, som er uafhængig af politiske og andre interesser. Retshjælpen behandler klienternes sager og indbringer – om nødvendigt – disse for domstolene via Retshjælpens tilknyttede advokater.

Københavns Retshjælps rådgivere er uddannede og studerende jurister og advokater, som til dagligt arbejder i et bredt udsnit af landets myndigheder, advokatfirmaer og private virksomheder. Det er gratis at få bistand i Retshjælpen, og bistanden ydes til enhver borger, uanset bopæl, men afhængigt af husstandens indkomst.

Du kan læse mere om Københavns Retshjælp på www.retshjaelpen.dk


Århus Retshjælp

Århus Retshjælp er en selvejende institution, som yder gratis rådgivning til mennesker, der har behov for juridisk bistand. Retshjælpen er uafhængig af private interesser og af offentlige myndigheder. Som udgangspunkt kan alle uanset bopæl og indtægtsforhold henvende sig til retshjælpen og få rådgivning til løsning af et juridisk problem.

Du kan læse mere om Århus Retshjælp på www.aarhusretshjaelp.dk.



Retshjælpen Rusk

Retshjælpen RUSK yder gratis rådgivning og sagsbehandling – særligt inde for det strafferetlige område. Rådgivningen og sagsbehandlingen varetages af sagsbehandlere, der er underlagt tavshedspligt. Der tages også imod anonyme henvendelser. Du kan kontakte rådgivningen, hvis du føler dig diskrimineret eller udsat for en hadforbrydelse.

Du kan læse mere om Retshjælpen Rusk på www.rusklaw.org