- Menneskeret.dk
- >
- Menneskerettigheder
- >
- Globalt
- >
- Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO)
Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO)
Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) står bag ILO-konventioner om arbejdsvilkår, barsel, diskrimination, organisationsfrihed, social sikkerhed, børnearbejde og meget mere.
Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) er en FN-særorganisation, hvis hovedområde er arbejdsmarkedsmæssige og sociale spørgsmål. Organisationen blev grundlagt i 1919 som en del af Versaillestraktaten efter første verdenskrig under det daværende Folkeforbund. Med ”Declaration of Philadelphia” i 1944 blev organisationens mål udvidet til også at indeholde socialpolitik og generelle menneskerettigheder frem for blot at koncentrere sig om uretfærdig behandling som ansat. I 1946 overgik organisationen til FN.
ILO har til formål at fastsætte og fremme internationale standarder for arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår, hvilket omfatter fagforeningsfrihed, retten til at føre kollektive forhandlinger, afskaffelse af tvangsarbejde og børnearbejde, ligestilling, arbejdsmiljø, social sikring mv. ILO overvåger, at sådanne standarder opretholdes i de enkelte medlemsstater.
Gennemførelsen sikres ved, at de enkelte medlemsstater forpligtes til jævnligt at indlevere rapporter, der skildrer de tiltag, der er taget i de enkelte medlemsstater. Inden for ILO er der oprettet en ekspertkomité og en komité om foreningsfrihed som kontrolorganer til overvågning af gennemførelsen af forpligtelserne.
ILO, som arbejder under mottoet ”Promoting jobs, protecting people”, modtog i 1969 Nobels Fredspris.
Hvad gør ILO?
ILO's formålsparagraf fastslår, at social retfærdighed er en forudsætning for verdensfreden, og ILO var således et af de første internationale regeringsorganer, som blev normgivende for forholdet mellem staterne og deres borgere. ILO er en trepartsorganisation, hvori arbejdsgivere og lønmodtagere indgår med hver 25 % af pladserne i styrelsesrådet og den årlige arbejdskonference, mens regeringerne har 50 %. Frie Faglige Internationale og International Organization of Employers har en central koordinerende rolle for parternes deltagelse.
ILO vedtager konventioner og assisterer regeringer og andre med at føre beslutninger og konventioner ud i livet. Der er vedtaget over 180 ILO-konventioner. De omhandler områder som f.eks. arbejdsvilkår, diskrimination, organisationsfrihed og børnearbejde.
De centrale ILO-konventioner er nr. 87 om Foreningsfrihed og Organisationsret; nr. 98 om Organisationsret og Kollektive forhandlinger; nr. 100 om Ligeløn, nr. 111 om Diskrimination i Beskæftigelse og Erhverv; nr. 122 om Arbejdsløshedsbekæmpelse og nr. 138 om Minimumsalder for Beskæftigelse. Konventionerne er bindende i de lande, som har ratificeret dem. Danmark har som andre europæiske lande ratificeret de nævnte konventioner; dog ikke konvention nr. 138.
ILO's konventioner på arbejdsmiljøområdet har været normgivende for lovgivning og praksis i mange lande.
Effektive kontrolorganer
ILO har etableret både et rapporteringssystem og et klagesystem for at sikre overholdelsen af ratificerede konventioner. Hvert enkelt land er forpligtet til årligt at rapportere om konventionernes gennemførelse. Ved siden af dette kan både regeringer og arbejdsmarkedets parter klage over konkrete overtrædelser af konventionerne om organisations- og forhandlingsfrihed. Denne mulighed benyttes næsten udelukkende af de faglige organisationer. ILO's styrelse har nedsat særlige udvalg til behandling af disse klager.
For at sikre landenes mulighed for at efterleve konventionerne iværksætter ILO omfattende aktiviteter for at støtte udvikling af arbejdsmarkedsstrukturer i den tredje verden og Østeuropa. Dette arbejde gennemføres i nær tilknytning til og ofte gennem organisationerne på området.
Kontoret er sekretariat for organisationen og fungerer også som forsknings- og dokumentationscenter.
ILO har over 175 medlemslande, har hovedkvarter i Geneve og har desuden kontorer i over 40 lande. ILO er samtidig enestående i FN-systemet ved, at det ikke kun er medlemslandene, der træffer beslutningerne. Det gøres i fællesskab af regeringer, arbejdstagerorganisationer og arbejdsgiverorganisationer. ILO afholder generalforsamling hvert år.
Oprindelige folks rettigheder
ILO har haft særlig betydning for oprindelige folk som f.eks. grønlændere. I 1953 udgav ILO publikationen ”Oprindelige Folk: Livs- og arbejdsvilkår for Aboriginale Befolkningsgrupper i Selvstændige Lande.” Kort efter begyndte ILO arbejdet med ILO-konventionen for Oprindelige- og Stammebefolkninger (Nr. 107), som blev vedtaget i 1957. Denne konvention var den første internationale aftale nogensinde til beskyttelse af oprindelige folk.
I løbet af 1970’erne begyndte også andre FN-organisationer at undersøge forhold for oprindelige folk. Samtidig begyndte oprindelige folk at danne deres egne organisationer på internationalt plan. Det førte blandt andet til en stadig stærkere kritik af konvention 107 for dens assimilerende tankegang, og en revision blev påkrævet. ILO satte processen med revidering i gang i 1985, og i 1989 blev afløseren vedtaget som ILO-konventionen vedr. Oprindelige- og Stammefolk (Nr. 169).
Den væsentligste forskel mellem konvention 107 og konvention 169 er, at oprindelige folk i konvention 107 forventedes gradvist at forsvinde og blive integreret i landets øvrige befolkning. I konvention 169 vedtoges en generel holdning om respekt for oprindelige folks kulturer og levevis, og dermed deres ret til en fortsat eksistens og udvikling som folk med egne prioriteringer. FN udråbte 1993 til et særligt år for oprindelige folk. Året før modtog Rigoberta Menchú Nobels fredspris. Hun er en guatemalansk maya-indianer, politiker og menneskerettighedsforkæmper. Efterfølgende gennemførte FN et 10-år for oprindelige folk.
Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) er en FN-særorganisation, hvis hovedområde er arbejdsmarkedsmæssige og sociale spørgsmål. Organisationen blev grundlagt i 1919 som en del af Versaillestraktaten efter første verdenskrig under det daværende Folkeforbund. Med ”Declaration of Philadelphia” i 1944 blev organisationens mål udvidet til også at indeholde socialpolitik og generelle menneskerettigheder frem for blot at koncentrere sig om uretfærdig behandling som ansat. I 1946 overgik organisationen til FN.
ILO har til formål at fastsætte og fremme internationale standarder for arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår, hvilket omfatter fagforeningsfrihed, retten til at føre kollektive forhandlinger, afskaffelse af tvangsarbejde og børnearbejde, ligestilling, arbejdsmiljø, social sikring mv. ILO overvåger, at sådanne standarder opretholdes i de enkelte medlemsstater.
Gennemførelsen sikres ved, at de enkelte medlemsstater forpligtes til jævnligt at indlevere rapporter, der skildrer de tiltag, der er taget i de enkelte medlemsstater. Inden for ILO er der oprettet en ekspertkomité og en komité om foreningsfrihed som kontrolorganer til overvågning af gennemførelsen af forpligtelserne.
ILO, som arbejder under mottoet ”Promoting jobs, protecting people”, modtog i 1969 Nobels Fredspris.
Hvad gør ILO?
ILO's formålsparagraf fastslår, at social retfærdighed er en forudsætning for verdensfreden, og ILO var således et af de første internationale regeringsorganer, som blev normgivende for forholdet mellem staterne og deres borgere. ILO er en trepartsorganisation, hvori arbejdsgivere og lønmodtagere indgår med hver 25 % af pladserne i styrelsesrådet og den årlige arbejdskonference, mens regeringerne har 50 %. Frie Faglige Internationale og International Organization of Employers har en central koordinerende rolle for parternes deltagelse.
ILO vedtager konventioner og assisterer regeringer og andre med at føre beslutninger og konventioner ud i livet. Der er vedtaget over 180 ILO-konventioner. De omhandler områder som f.eks. arbejdsvilkår, diskrimination, organisationsfrihed og børnearbejde.
De centrale ILO-konventioner er nr. 87 om Foreningsfrihed og Organisationsret; nr. 98 om Organisationsret og Kollektive forhandlinger; nr. 100 om Ligeløn, nr. 111 om Diskrimination i Beskæftigelse og Erhverv; nr. 122 om Arbejdsløshedsbekæmpelse og nr. 138 om Minimumsalder for Beskæftigelse. Konventionerne er bindende i de lande, som har ratificeret dem. Danmark har som andre europæiske lande ratificeret de nævnte konventioner; dog ikke konvention nr. 138.
ILO's konventioner på arbejdsmiljøområdet har været normgivende for lovgivning og praksis i mange lande.
Effektive kontrolorganer
ILO har etableret både et rapporteringssystem og et klagesystem for at sikre overholdelsen af ratificerede konventioner. Hvert enkelt land er forpligtet til årligt at rapportere om konventionernes gennemførelse. Ved siden af dette kan både regeringer og arbejdsmarkedets parter klage over konkrete overtrædelser af konventionerne om organisations- og forhandlingsfrihed. Denne mulighed benyttes næsten udelukkende af de faglige organisationer. ILO's styrelse har nedsat særlige udvalg til behandling af disse klager.
For at sikre landenes mulighed for at efterleve konventionerne iværksætter ILO omfattende aktiviteter for at støtte udvikling af arbejdsmarkedsstrukturer i den tredje verden og Østeuropa. Dette arbejde gennemføres i nær tilknytning til og ofte gennem organisationerne på området.
Kontoret er sekretariat for organisationen og fungerer også som forsknings- og dokumentationscenter.
ILO har over 175 medlemslande, har hovedkvarter i Geneve og har desuden kontorer i over 40 lande. ILO er samtidig enestående i FN-systemet ved, at det ikke kun er medlemslandene, der træffer beslutningerne. Det gøres i fællesskab af regeringer, arbejdstagerorganisationer og arbejdsgiverorganisationer. ILO afholder generalforsamling hvert år.
Oprindelige folks rettigheder
ILO har haft særlig betydning for oprindelige folk som f.eks. grønlændere. I 1953 udgav ILO publikationen ”Oprindelige Folk: Livs- og arbejdsvilkår for Aboriginale Befolkningsgrupper i Selvstændige Lande.” Kort efter begyndte ILO arbejdet med ILO-konventionen for Oprindelige- og Stammebefolkninger (Nr. 107), som blev vedtaget i 1957. Denne konvention var den første internationale aftale nogensinde til beskyttelse af oprindelige folk.
I løbet af 1970’erne begyndte også andre FN-organisationer at undersøge forhold for oprindelige folk. Samtidig begyndte oprindelige folk at danne deres egne organisationer på internationalt plan. Det førte blandt andet til en stadig stærkere kritik af konvention 107 for dens assimilerende tankegang, og en revision blev påkrævet. ILO satte processen med revidering i gang i 1985, og i 1989 blev afløseren vedtaget som ILO-konventionen vedr. Oprindelige- og Stammefolk (Nr. 169).
Den væsentligste forskel mellem konvention 107 og konvention 169 er, at oprindelige folk i konvention 107 forventedes gradvist at forsvinde og blive integreret i landets øvrige befolkning. I konvention 169 vedtoges en generel holdning om respekt for oprindelige folks kulturer og levevis, og dermed deres ret til en fortsat eksistens og udvikling som folk med egne prioriteringer. FN udråbte 1993 til et særligt år for oprindelige folk. Året før modtog Rigoberta Menchú Nobels fredspris. Hun er en guatemalansk maya-indianer, politiker og menneskerettighedsforkæmper. Efterfølgende gennemførte FN et 10-år for oprindelige folk.
Overblik
- De Forenede Nationer
- Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO)
- Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling (OECD)
Links
ILO Komitéer
ILO konventionerne
Her findes menneskerettighedsrelevante ILO-konventioner...
Hvor arbejder vi
Kalender
Find eksperten
Budbringer