ANALYSE: Det afghanske valg truer Taleban

Lørdag den 5. aprilvar enskelsættende dag for Afghanistan. Den plagede afghanskebefolkning gik nemlig til valg - deltagelsen var massiv: 7 ud af Afghanistans 12 millioner stemmeberettigede vælgere har stemt.

Præsident Hamid Karzai har siddet i to valgperioder og kan ifølge den afghanske forfatning derfor ikke genopstille. Det vil være første gang, at en folkevalgt præsident på demokratisk vis overdrager magten - til hvem, ved vi endnu ikke, da stemmerne ikke er talt op. Hvis ingen af kandidaterne får mere end 50 procent af stemmerne, venter en anden og afgørende valgrunde.

Meget er på spil. Efter 12 års krig, og med udfordringer som enorm fattigdom, arbejdsløshed og korruption, samt et voldeligt oprør fra Taleban, står den kommende præsident overfor massive udfordringer.

Når man læser beretningerne om de seneste års genopblomstring af Taleban, kan det virke usandsynligt, at man overhovedet kan gennemføre et demokratisk valg i et så skrøbeligt Afghanistan. Taleban har for flere måneder siden boykottet valget, og siden valgkampen begyndte i starten af februar gennemføres der næsten dagligt dødelige angreb i forsøget på at afspore demokratiet og skræmme vælgere væk fra valgstederne – senest blev det afghanske valghovedkvarter angrebet og i sidste uge før valget var det det topsikrede Serena hotel, hvor mange politikere er indkvarteret, der var mål.

Men netop Talebans angreb understreger, hvor helt central valgprocessen er for Afghanistans fremtid. Når Taleban forsøger at underminere valget, er det for at fastslå, at demokrati ikke er foreneligt med islam.

Men så sort hvidt er det ikke.

Valget er vigtigt i kampen for at marginalisere Taleban
Valgkampen har fundet vej ind i moskeerne, som for første gang i Afghanistans moderne historie er blevet gjort til rum, hvor der åbent diskuteres politik og demokrati. Det er en kæmpe udfordring af Talebans væbnede kampagne mod valget, at de religiøse ikke ligger under for trusler. Moskeernes inddragelse i valgkampen understreger også, at valget ikke kun følges af sekulære, veluddannede afghanere, men er en bredt forankret proces, som nyder bred opbakning i næsten hele befolkningen, herunder også blandt Afghanistans store andel af religiøst konservative.

Et valgmøde mandag den 31. martsi provinsen Kandahar, tiltrak således op mod 50.000 tilskuere. Og dette massive fremmøde er ikke enestående. Selv i udkantsdistrikterne er interesserede vælgere dukket op til møder i tusindtal. Den folkelige deltagelse til valgarrangementer er væsentligt større end ved de to tidligere valg, og er samtidig bevis for, at Talebans mange blodige angreb ikke har dæmpet folks engagement. Tværtimod. For mange afghanere er aktiv valgdeltagelse netop blevet et redskab i kampen mod Taleban og en måde at demonstrere deres modvilje mod gruppen. Jo blodigere Talebans angreb, desto større bliver opbakningen til valget.

Også i medierne buldrer valgkampen af sted. For første gang i Afghanistans moderne historie er der blevet arrangeret tv-debatter mellem præsidentkandidaterne. Afghanistan har i dag næsten 40 tv-kanaler og hver aftenharder været rundbordssamtaler, interviews med præsidentkandidater og politiske eksperter på stort set alle kanaler og radiostationer. Politikernes kampagner er blevet kritisk gransket, og man drøftede åbent og ivrigt hvordan islam, demokratiske principper, kvinderettigheder og sikkerhed skal forenes og prioriteres i et selvstændigt Afghanistan. Disse debatprogrammer harnydt massive seer- og lyttertal i befolkningen.

Et andet forum for demokratisk debat findes i det afghanske civilsamfund, som har spillet en stor rolle i valgkampen. Der findes i dag mere end 2000 ngo’er spredt ud over Afghanistan. Det afghanske civilsamfund tæller traditionelle organisationer, som religiøse fælleskaber og lokalforeninger, samt et stort antal moderne ngo’ere og græsrodsorganisationer, som især er blomstret frem efter Talebans fald i 2001. Op til valget har flere grupper kørt kampagner om demokratiske principper, valgret, og civile og politiske rettigheder.

Bin Ladens mentor er demokratiets håb
TV, radio og lokale fora er alle sammen giftige for Talebans korstog mod demokrati. Men kandidaterne selv er også farlige for talebanerne – især de religiøst konservative. Specielt to kandidater har været med til at sætte debatten om islam og demokrati på dagsordenen. Det drejer sig Abdul Rasul Sayyaf og Qutbudin Helal. Begge præsidentkandidater går til valg på en religiøst konservativ platform og et forsvar for sharia-lovgivning.

Det er naturligvis kontroversielt, særligt blandt vestlige diplomater og lokale såvel som internationale menneskerettighedsorganisationer, der har udtrykt en velberettiget frygt for en eventuel tilbagerulning af blandt andet kvinders rettigheder.

Men deres deltagelse er samtidigt den måske største trussel mod Taleban. Begge kandidater er nemlig med til at promovere ideen om, at selv en konservativ tolkning af islam kan forenes med en demokratisk proces, og dermed repræsenterer de et alternativ til Talebans udemokratiske og voldelige variant af religiøs fundamentalisme.

Særligt Abdul Rasul Sayyaf er en kontroversiel figur i afghansk politik og historie. I 1980erne var han religiøs mentor for en række Al Qaeda medlemmer, herunder Osama bin Laden, men har siden taget skarpt afstand fra terrorgruppen og dens angreb. I kampen mod Taleban i 1990’erne var han en af de få pashtunske krigsherrer, der sluttede sig til den nordlige alliances kamp mod Taleban. Siden 2001 har han siddet i parlamentet og er en central rådgiver for Karzai. I befolkningen nyder han en del opbakning, ikke blot blandt religiøst konservative, men også blandt flere af Afghanistans moderate vælgere. Hans popularitet skyldes hans veltalenhed og det faktum, at han er en af de eneste, der åbent tør kritisere Taleban og særligt deres brug af vold. Som en afAfghanistans vigtigste religiøse ledere med en anerkendt uddannelse fra det islamiske universitet i Kairo har hans religiøst-funderede kritik af Taleban megen medvind.

Mange afghanere og det internationale samfund foretrækker andre kandidater til præsidentposten, fordi man frygter for menneskerettighedssituationen i Afghanistan. Men det er vigtigt, at kandidater som Rasul Sayyaf og Helal ikke marginaliseres i den politiske konstitueringsproces. Her bærer det internationale samfund et stort ansvar.

Valget er Afghanistans – ikke Vestens
De to religiøse kandidater har næppe vundetvalget. Kampen om præsidentposten står mellem tre moderate kandidater, der alle gik til valg på at fremme menneskerettigheder, styrke retsstaten, forbedre kvinders status og rolle i samfundet og sikre en fortsat international tilstedeværelse i landet.

De tre kandidater er Ashraf Ghani Ahmedzai, der har en fortid hos verdensbanken og FN og som har været finansminister under Karzai og leder af Kabul Universitet; Abdullah Abdullah, der efter 2001 blev udenrigsminister i Karzais regering, men stillede op imod præsidenten ved valget i 2009; og endelig Zelmai Rassoul, som også er tidligere udenrigsminister under Karzai og nyder Karzais opbakning til sit kandidatur.

Men netop fordi de tre spidskandidater alle går til valg på et moderat program, er det meget sandsynligt, at den sejrende kandidat vil give Abdul Rasul Sayyaf en central plads i et nyt regeringskabinet. Hvis Sayyaf får en rolle, bliver det for at sikre opbakning fra Afghanistans store religiøst konservative segment til en kommende regering. Derfor bør det internationale samfund heller ikke fordømme det, hvis Rasul Sayyaf får en tung ministerpost. Det skal tværtimod respekteres som et forsøg på at gøre den demokratiske proces så inklusiv som muligt. For det mest destabiliserende for Afghanistans politiske proces, som samtidig ville være en sejr for Taleban, ville være, hvis man marginaliserede det religiøst konservative mindretal i befolkningen.