ANALYSE: Fatwaet fra København

Af Pernille Bramming, debatredaktør på Weekendavisen. Artiklenhar værettrykt i avisen 24/2 2012.

»Danmark har reddet snesevis af liv, det er meget, meget stort. Jeg tror ikke, der er nogen i Danmark, der er klar over, hvor stor betydning, det har haft. Den danske ambassadør har været med os hele vejen, og det er vi dybt taknemmelige for,« siger kannik Andrew White, da Weekendavisen fanger ham på mobilen.

Det er Gert Meinecke, den danske ambassadør i Bagdad, kannik White taler om. Og det er hans, Det Danske Udenrigsministerium, Københavns Stifts og Institut for Menneskerettigheders opbakning gennem de sidste fem år til dialog-processen mellem en gruppe fremtrædende religiøse ledere fra Irak, der har reddet menneskeliv. Centralt i processen står de to møderækker, der er blevet afholdt i København i henholdsvis 2008 og januar 2011. Her har lederne, der tæller sunni- og shiamuslimer samt kristne, haft mulighed for over flere dage i stor fortrolighed at diskutere problemerne igennem, både formelt og uformelt.

I konkrete tal ser det således ud: I de to en halv måned forud for de pågældende religiøse lederes dialogmøde i København i januar 2011 blev 120 irakere dræbt, fordi de var kristne. I de efterfølgende otte måneder blev seks irakere dræbt, fordi de var kristne. Siden september måned sidste år menes der ikke at være blevet begået religiøst motiverede vold drab på kristne, om end der har været voldelige konflikter.

Forandringen kommer sig i udgangspunktet af det fatwa, som de religiøse ledere blev enige om at udstede i København. Det fordømmer enhver form for sekterisk og religiøst motiveret vold.

»Efter mødet i København gjorde deltagerne et stort arbejde for at udbrede kendskabet til fatwaet. Flere af deltagerne har været meget opsatte på at gøre en reel forskel. De tog personligt kontakt til de forskellige ekstremistiske, muslimske grupper og gjorde dem det klart, at det ikke er i overensstemmelse med islam at begå vold mod kristne,« fortæller kannik Andrew White.

Samtidig gik de religiøse ledere også i spidsen for at standse hadske udfald de forskellige sekter imellem: muslimer mod kristne, sunni- og shia-muslimer mod hinanden.

Den armenske ærkebiskop, Avak Asadorian, har påpeget, at der efterfølgende er sket en forandring i den offentlige debat på det punkt. Avak Asadorian er generalsekretær for Rådet for Kristne Kirkeledere i Irak, som repræsenterer de 14 forskellige kristne kirkesamfund her, og har deltaget i dialogmøderne og hele processen.

“I har jeres religion, og jeg min”
En af de særligt aktive deltagere, den sunnimuslimske sheikh Khalid al-Mullah, skrev i en rundskrivelse om mødet i København, at »således stadfæstede vi, at det er alle pålagt at respektere de ting, der er vores næste helligt.«

Han citerede også et vers fra Koranen, “Der er ingen tvang i religion. I har jeres religion og jeg har min”, og skrev videre, at »Dette princip beskytter den enkeltes blod, ejendom og ære alle steder og til alle tider, ligesom det er et princip, der sikrer retfærdighed og rimelighed mellem de forskellige sekter og respekt for pagter og konventioner. Dette princip om den enkeltes frihed transcenderer alt andet, hvorfor det os pålagt at omsætte det i praksis, således at vi kan leve i fælles fred og fordragelighed.«

Udstedelsen af fatwaet i København kan ses som kulminationen på 13 års vedholdende arbejde på at skabe dialog og samarbejde mellem ledere fra de forskellige trossamfund i Irak. Kannik Andrew White, der som udsending for den anglikanske kirke slog sig ned i Bagdad i 1998, har gennem alle disse år gjort en kæmpeindsats – ikke bare for at få kristne og sunni- og shiamuslimske ledere til at gå i dialog, men også for at inddrage ledere af de særlige, irakiske trossamfund såsom mandæere, shabbak og yazidier.

Det første større, officielle dialogmøde blev holdt i Bagdad i 2004, derefter blev der afholdt ét i Mekka i 2006, men det var under mødet i København i 2008, at det første rigtige gennembrud kom. Her deltog også flere irakiske politikere, og Iraks nationale sikkerhedsrådgiver, Mowaffaq al-Rubaie udtalte:

»Den største udfordring er ikke al-Qaeda, men intolerancen mellem vore irakiske samfund. Selv om vi ikke kan lide hinanden eller ikke elsker hinanden, så er vi nødt til at leve sammen, og vi er nødt til at finde en formel for det.«

Religion og politik
Den såkaldte Københavns-aftale kan ses som et betydningsfuldt skridt frem mod en sådan formel. I aftalen præciseres religionens rolle og forholdet mellem religion og politik (det skal holdes adskilt på statsligt plan) samt anbefalinger til, hvordan menneskerettighederne kan sikres, volden kan bekæmpes og national forsoning fremmes. 13 fremtrædende lederskikkelser fra Iraks forskellige trossamfund underskrev den.

»Jeg var forbavset over, i hvor høj grad alle deltagerne gav deres fulde støtte til forfatningen, principperne for et retssamfund og for udviklingen af demokratiske institutioner. De forskellige grupper ville heller ikke have status som minoriteter, men som irakiske borgere på lige fod med alle andre,« siger Steven Jensen.

Steven Jensen har været involveret i dialogprocessen siden 2007, hvor han mødte kannik Andrew White og kanniken bad ham hjælpe med at organisere et møde i København. Steven Jensen er historiker og skriver ph.d. ved Institut for Menneskerettigheder, og han har været primus motor for at stable støtten på benene.

I løbet af det seneste år har samarbejdet udviklet sig til ugentlige møder i Bagdad, og i sidste måned blev der også afholdt et møde i Najaf.
»At mødes i Najaf var noget af en revolution i sig selv, men det mest utrolige var at bevidne, hvordan især sheikh Khaled Mullah opdagede, hvor meget han havde til fælles med de shia-muslimske gejstlige,« beretter kannik Andrew White.

For samtlige sunni-muslimske såvel som kristne deltagere var det første gang nogensinde, de satte deres ben i Najaf. Najaf anses af shia-muslimer for at være en hellig by og shia-islams hjerte, fordi den rummer gravmoskéen for imam Ali, profetens fætter og svigersøn. Byen huser også de mest prestigefyldte, shia-muslimske læreanstalter, ligesom de meste berømte shia-muslimske familiedynastier bor og arbejder her.

Det er en forholdsvis udbredt opfattelse blandt sunnimuslimske lærde, at shia-islam er en form for kætteri. I Irak har også sociale, politiske og historiske forhold spillet en afgørende rolle i den væbnede, sekteriske konflikt, ligesom det er tilfældet i for eksempel Nordirland. Af denne grund hænger fremgangen for dialog-processen også sammen med den generelle politiske udvikling i Irak.

Volden på vej tilbage?
Her har striben af voldsomme terrorhandlinger i de sidste to måneder skabt frygt for, at den politiske vold, som har været stærkt reduceret i de senere år, skulle være på vej tilbage.

På den baggrund har den rabiate, sunnimuslimske sheik, Mahdi al-Sumaidaie, taget initiativ til at afholde en konference i denne måned med omkring 1700 deltagere fra hele Irak med det formål at stifte en fælles sunni- og shiamuslimsk, religiøs institution. Planen er at bringe såvel lærde og prædikanter som medlemmer af terrorgrupper og militser sammen og få alle gelejdet ud af den væbnede kamp og ind i det politiske arbejde.

Sheik Mahdi al-Sumaidaie har tidligere udstedt fatwaer, der opfordrede til jihad mod amerikanerne, men i hans optik har den væbnede kamp mistet al legitimitet, nu hvor »modstandsbevægelsen har besejret de amerikanske tropper« og disse har forladt Irak.

»Fatwaer, der bliver udstedt af den fælles, religiøse institution, vil ikke beskæftige sig med troshandlinger, eftersom irakerne hver især har deres egne religiøse autoriteter og tilbeder Gud på deres egen måde. Fatwaerne vil kun angå specifikke hændelser og sekteriske konflikter og deslige i landet,« har sheik Mahdi al-Suamaidaie forklaret til det irakiske web-magasin Niqash.

Sheik Mahdi al-Suamaidaie var prædikant i Bagdads al-Qura moské, som blev ramt af en bombesprængning i august sidste år. Næsten 30 mennesker blev dræbt.

Adskillige militante grupper har erklæret, at de vil indstille den væbnede kamp, nu hvor de amerikanske tropper er »besejret«. Der forlyder dog ikke noget om, at al-Qaeda vil deltage.

Organisationen tæller mange ikke-irakere og anses for at være uden for pædagogisk rækkevidde. Al-Qaeda kan imidlertid ikke operere i Irak uden støtte fra lokale irakere, og derfor vil en eventuel succes for Al-Sumaidaies initiativ bidrage til langsomt at trække tæppet væk under udenlandske terrorister.

Et tidligere forsøg på at skabe fælles fodslag mellem irakiske sunni- og shiamuslimer, nemlig oprettelsen af Foreningen af Muslimske Lærde i 2007, menes netop ikke at have haft held til at standse den sekteriske vold, fordi der ikke var nogen medlemmer af de væbnede grupper, som deltog.

Nok så afgørende bliver det, om det lykkes at forlige de forskellige væbnede grupper indbyrdes, herunder ikke mindst den største shia-muslimske milits, Mehdi Hæren, og De Retfærdiges Liga, der har begået mange drab på civile.

Strid i regeringen
På regeringsniveau lægger premierminister Nouri al-Maliki i disse uger arm med de sunni-muslimske politikere fra koalitionen Al-Iraqeya, der ledes af Ayad Allawi.

Al-Maliki har udstedt en arrestordre på vicepræsident Tareq al-Hashemi og anklaget ham for stå bag nogle af de dødspatruljer, der har udført drab og drabsforsøg på højtstående embedsmænd og politikere. I alt er over 60 mennesker, der arbejder for den irakiske regering, blevet myrdet i det sidste halve år.

Tareq al-Hashemi kan være skyldig i, hvad han anklages for. Når han samtidig har ret i, at sagen er politisk begrundet, skyldes det ikke mindst, at der er en hel stribe irakiske politikere, der kan sige at have medvirket til terror og sekterisk vold, men som der altså ikke er udstedt arrestordre på.

Sagen har forårsaget en intens politisk krise i Bagdad. Al-Iraqeya forsøgte sig i første omgang med en boykot af regeringsarbejdet, men den kom i praksis aldrig op at stå, idet flere ministrene fra Al-Iraqeya ikke fulgte den. Ifølge udsagn til Weekendavisen er der stor modstand blandt sunnierne mod Tareq al-Hashemi. Af politiske grunde er det imidlertid de færreste, der vover at kritiserer ham åbenlyst.

De irakiske politikere er i disse dage i færd med at planlægge en større national forsoningskonference, hvor målet er at skabe så meget gensidig tillid, at den irakiske regering kan tage fat på at regere i stedet for at bruge alle sine kræfter på indbyrdes magtkampe.