KRONIK: Mennesket lever også af brød

Af Fergus Kerrigan, leder af retssikkerhedsprogrammet hos IMR. Bragt i Weekendavisen fredag den 17/2 2012.

Udenrigsministeriet har lanceret en diskussion om det, man kalder »rettighedsbaseret udvikling«. Det er sket som led i processen med at formulere en ny udviklingsstrategi.

I FN's katalog af folkeretlige rettigheder indgår der både civile og politiske rettigheder som ytringsog forsamlingsfrihed samt økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

I den forbindelse skrev Jacob Mchangama i Politiken for nylig, at »intet land i verdenshistorien er blevet velstående ved at skrive retten til mad, sundhed og social sikkerhed ind i sin forfatning«. Det har han naturligvis ret i.

Sagen er imidlertid, at en såkaldt rettighedsbaseret udviklingsstrategi selvfølgelig ikke er synonymt med, at al ansvar for udvikling lægges i statens hænder eller udelukkende bygger på juridiske garantier. Det er en skrøne, at denne strategi indebærer ultimative krav om, at alle skal være sunde her og nu eller bare kan stille sig op i bolig-eller velfærdskøen.

Til gengæld indebærer den rettighedsbaserede udviklingsstrategi, at der fastsættes bindende mål, som nedskrives i form af love og konventioner.
På den måde bliver det muligt løbende at føre en fornuftig kontrol med lande og politik og at skabe en platform for erfaringsudveksling.

I øvrigt er det ikke kun indfrielsen af sociale og økonomiske rettigheder, der koster penge.

Retten til at blive stillet for en dommer, som Jacob Mchangama støtter, er dyr i dommerlønninger, retslokaler, transport osv.

Problematisk at opdele rettigheder

Rettighedsbaseret udvikling er bygget op omkring en »capabilities approach«, som er udviklet af blandt andre den nobelprisvindende indiske økonom Amartya Sen og den amerikanske filosof Martha Nussbaum. Den lægger vægt på den enkeltes mulighed for at realisere sig selv, blandt andet gennem deltagelse i samfundet. Den anlægger også andre parametre end landets BNP, idet social eller menneskelig udvikling og økonomisk succes netop ikke er adskilte størrelser.

Det er derfor, at det er problematisk med den skarpe opdeling af sociale og økonomiske rettigheder på den ene side og civile og politiske rettigheder på den anden. Allerede fra den politiske oplysningstids første dage anerkendte man retten til et minimum af økonomisk velfærd.

John Locke nævner således, at alle fra fødslen har »ret til livets opretholdelse, og dermed til kød og drikke og andre ting, som naturen giver for deres underhold«. Adam Smith insisterede ligeledes på vigtigheden af økonomisk retfærdighed af såvel værdimæssige som økonomiske årsager. Senere har vi lært, at kvinders rettigheder, der ikke nævntes særligt i 1700 og 1800, også er vigtige.

Det bedste eksempel på en social og økonomisk rettighed i denne sammenhæng er retten til uddannelse. Den har staterne valgt at gøre mest juridisk bindende. Mens mange sociale og økonomiske rettigheder er forholdsvis vagt formuleret i FNs Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder, står der om retten til uddannelse i artikel 13 blandt andet, at »grundskoleundervisning [ skal] være tvungen og gratis for alle«. Bestemmelsen blev gentaget i artikel 28 i Konventionen om Barnets Rettigheder. Derfor står hele 193 af verdens lande bag overbevisningen om, at grundskoleundervisning er en basal ret og en folkeretlig forpligtelse på lige fod med ytrings-og religionsfrihed.

Konventionen om Barnets Rettigheder har gjort en forskel. Siden dens tilblivelse for omkring 20 år siden har mange flere lande, inklusive Uganda og Kenya, fulgt den og indført love og grundlovsbestemmelser om børns ret til uddannelse. Disse er med til at sikre og fremme en bevidsthed om, at også piger bør komme i skole. Landsbyorganisationer og aktivister kan stille krav til politikere om bygning af skoler eller levering af bøger og materialer. I Uganda er man gået rettens vej, både i forhold til forældre og myndigheder, for at sikre at børn ikke forhindres i at komme i skole. Koblingen til demokratiprocesserne er indlysende. Derudover er der ingen, der seriøst vil benægte, at almen uddannelse var afgørende for en vellykket økonomisk fremgang, både i 1900-tallets Europa og vor tids Østasien.

Utilstrækkelige garantier

Andre rettigheder formuleres forholdsvis svagt i de juridiske tekster. FNs Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder forpligter til realisering »i videst mulig udstrækning«, »med henblik på den fremadskridende fulde virkeliggørelse«. Hvad angår for eksempel retten til en passende bolig er de deltagende stater kun forpligtet til at »træffe passende foranstaltninger til at sikre virkeliggørelsen af denne ret«. Blandt de vigtigste krav i konventionen er, at der ikke må diskrimineres, når det gælder, hvordan disse offentlige goder bliver tildelt.

Retten til en bolig i tilfældet Sydafrika giver en god illustration af, hvorfor mange mener, at de svagt formulerede garantier i FNs Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder faktisk er utilstrækkelige.

Landets demokratiske grundlov indeholder bestemmelser, der svarer til dem i FN-konventionen, hvad angår »fremadskridende virkeliggørelse« af denne ret, men tager også et skridt videre. Baggrunden for dette er, at millioner af landets borgere bor i slumkvarterer omkring Johannesburg og andre store byer.
Slumkvarterernes eksistens var tæt forbundet med apartheidsystemets modstand mod, at sorte kunne få adgang til sociale, økonomiske og politiske goder, der lignede de hvides.

Økonomisk ulighed er netop ikke kommet ud af den blå luft, og løsningen på den kommer ikke udelukkende fra en usynlig hånd.
Grundloven går derfor længere end de internationale konventioner ved at yde en vis juridisk beskyttelse til slumboerne. Ingen må udsættes fra deres bolig eller få den revet ned uden en domstolsafgørelse, og der må ikke indføres lovgivning, der tillader vilkårlige udsættelser.

Borgere og advokater i landet har kunnet bruge bestemmelser som disse til at tvinge myndighederne til at tage hensyn og komme med planer for forbedringer.
At økonomiske og sociale rettigheder hænger sammen med civile og politiske rettigheder illustreres også af tilfældet Zimbabwe. Fraværet af lignende bestemmelser som i Sydafrika mod vilkårlig udsættelse eller nedrivning svækkede i 2005 forsøget på at kæmpe imod Mugabes berygtede operation Murambatsvina, der fratog omkring 700.000 mennesker deres bolig.

Jacob Mchangama omtaler de »sultende analfabeter« i landet, men det viser, at fakta vist desværre er veget for ideologiske overbevisninger: Uanset hvad Mugabe ellers er skyld i, er hans respekt for uddannelse velkendt. Landet har faktisk et meget højt læsefærdighedsniveau ( omkring 90 procent af befolkningen kan læse og skrive ifølge CIA World Factbook). Det har blandt andet medvirket til, at oppositionen og civilsamfundet har kunnet mobilisere sig stærkt på trods af den omfattende undertrykkelse.

Stater er ikke sig selv nok

FNS Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder dikterer ikke, hvordan lande skal indfri de sociale og økonomiske rettigheder.
En tilgang baseret på privat initiativ er således forenelig med konventionen. Mange succesrige opskrifter på udvikling bygger imidlertid på vellykkede kombinationer af offentlige ordninger og borgernes flid og initiativ.
Socialt boligbyggeri har for eksempel været en central del af den økonomiske succeshistorie selv i Singapore, der ikke har ratificeret FN-konventionen. Mere end 80 procent af befolkningen bor den dag i dag i sociale boliger.

For de flestes vedkommende er sundhedsplejen ligeledes sikret gennem offentlige ordninger og lovgivning. Landets sundhedssystem kom på en global sjetteplads i WHOs analyse fra 2000. På samme liste kom USA som nr. 37, endda på et tidspunkt hvor det gik godt med økonomien.

At sundhedspleje hænger sammen med økonomisk status, er derfor en sandhed med mange nuancer, hvor årsag og virkning ikke kun går den ene vej.
Det bør også huskes, at når sygdomme som SARS og HIV ikke respekterer nationale grænser, er det også i vores interesse, at ulandene har fungerende sundhedssystemer. Hverken individer eller stater er atomer, der er sig selv nok, som Adam Smith udmærket forstod.

Der er ikke én opskrift på udvikling, men mange, og udgangspunkt må altid være den konkrete virkelighed, som lande såvel som mennesker befinder sig i. Jura er en del af den virkelighed. Økonomisk og social udvikling behøver ikke foregå i blinde. Nationale målsætninger er et enestående redskab til mobilisering og styring. Juridiske rettigheder og beskyttelsessystemer har en rolle at spille, og de internationale minimumsbestemmelser er et beskedent forsøg på at sikre en vis respekt for menneskelig værdighed.

Jacob Mchangama har ret i, at beskyttelsen af ejendomsretten og af civile og politiske rettigheder er meget vigtig i den forbindelse. Men det gør ikke andre rettigheder overflødige. Som Biblen siger, lever mennesket ikke af brød alene, men det betyder ikke, at det daglige brød helt kan undværes.