KRONIK: PET-lov risikerer at blive en papirtiger

af Jonas Christoffersen, direktør og Louise Holck, vicedirektør, Institut for Menneskerettigheder. Bragt i Berlingske Tidende den 23. sep. 2012.

Da PET-udvalget, det såkaldte Wendler Pedersen-udvalg, blev nedsat for 14 år siden, var målsætningen klar: Efter årtiers kritik af hemmelighedskræmmeriet i Politiets Efterretningstjeneste og sager om registrering af politikere skulle der kastes lys over PETs arbejde og laves klare regler for overvågningen og behandlingen af personoplysninger. PET måtte ikke kunne opfattes som en lukket stat i staten, og der var behov for en styrket demokratisk kontrol, fremhævede man, dengang udvalget blev nedsat. Desværre afspejler det nuværende lovudkast ikke denne målsætning. En lang række forhold er uafklarede og så svagt formuleret, at reglerne for PET - og derved kontrollen med PETs arbejde - ikke lever op til de krav, der i et moderne retssystem bør stilles til denne form for virksomhed.

Den offentlige debat om PET har i mange årtier kredset om forholdene vedrørende overvågningen og registreringen af politikere, senest om Henrik Sass Larsens sikkerhedsgodkendelse. I dag er reglerne for PET sådan, at registrering af personoplysninger er begrænset til det absolut påkrævede og kun må ske, hvis det er nødvendigt for PETs arbejde. Derudover må registrering ikke finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

Men på trods af ønsket om klare regler og bedre kontrol på området lægges der i det fremlagte lovudkast op til en lempelse af reglerne for registrering af personoplysninger samt uklare undtagelsesbestemmelser om registrering af personer, der deltager i lovligt politisk virke. Dette skaber reelt en kattelem for behandlingen af oplysninger og registrering af eksempelvis politikere, ligesom der i øvrigt ikke er noget forbud mod registrering af personer alene på baggrund af deres religiøse overbevisning eksempelvis.

Lempelsen handler om, at det såkaldte ’nødvendighedskriterium’ fjernes. Det betyder, at registreringer af personer ikke længere skal være nødvendige for PETs arbejde. Registreringer skal efter forslaget alene »kunne antages at have betydning« for PETs arbejde. Denne nedjustering gør, at begrundelsen for at registrere personer for fremtiden nedtones.

Som det er i dag, må PET kun registrere og gemme oplysninger, hvis ’nødvendighedskriteriet’ er opfyldt. Altså, hvis arbejdet har båret frugt og personoplysningerne er nødvendige for PETs videre arbejde, må PET foretage en registrering.

Dertil indeholder lovudkastet undtagelsesbestemmelser, der gør det muligt for PET at registrere oplysninger om en person, selv om personen alene har deltaget i lovligt politisk arbejde. Det var lige præcis det, man ville undgå. Men med lovudkastet lader man fortsat døren stå på klem for registrering, hvis en person har tilknytning til en organisation, der er i søgelyset. Det er fremhævet i flere høringssvar, at risikoen for at blive registreret - selv om man intet som helst ulovligt eller forkert har foretaget sig - begrænser lysten til at deltage i lovligt politisk arbejde.

At forslaget er uklart illustreres af, at der ikke står noget konkret om, hvor længe PET må undersøge, om en persons politiske virksomhed er lovlig. Der står kun, at PETs undersøgelse »ikke kan fortsætte i det uendelige«. Og det nævnes ikke, hvornår PET skal vurdere, om behandlingen skal indstilles. Kun at »på et tidspunkt må der tages stilling til, om behandlingen kan fortsætte«. Den slags elastik giver man kun til en efterretningstjeneste, man virkelig har tillid til.

Lempelsen i forhold til registreringer af personoplysninger sammenholdt med undtagelsesbestemmelserne vedrørende personers ’politiske virke’, skaber således vide rammer for PET til at kunne registrere fx politikere i et nyt parti i en længere periode.

En anden mangel i lovudkastet er, at det ikke indeholder noget forbud mod at registrere personer alene på grund af deres race, religion, køn m.v.

Registreringen af personoplysninger har ikke kun implikationer for den overvågede, men kan også medføre registrering af andre, såkaldte bipersoner. Personer, der eksempelvis færdes i samme kredse, eller tilfældigvis er til samme arrangement som en person, PET har i kikkerten, kan ende i PETs register.

Derved kan politikere eller politisk aktive optræde i PETs register ved eksempelvis at have deltaget i et debat- eller foreningsarrangement med et medlem fra en organisation, PET undersøger eller holder øje med. Derfor er der grund til at præcisere rammerne for, hvornår det er muligt for PET at indhente eller kræve oplysninger om såkaldte bipersoner.

Spørgsmålet om registrering af personoplysninger er ikke kun en diskussion om, hvorvidt folk finder det problematisk at blive overvåget og utrygt at optræde i et hemmeligt register. Som sagen om Henrik Sass Larsens sikkerhedsgodkendelse har vist, kan det have stor betydning, om man er blevet registreret, og i hvilke sammenhænge det er sket.

Det andet store problem i det nuværende lovudkast er tilsynet med PET. Det er kun godt og fornuftigt, at man vil oprette et PET-tilsyn, der skal kunne kontrollere PETs arbejde. Men den demokratiske vagthund, der kunne ønskes, ser mere og mere tandløs ud, jo mere man nærstuderer PET-tilsynets muligheder i det nuværende lovudkast. Problemet er, at tilsynet kun fører tilsyn med den del af PETs arbejde, der omhandler personoplysninger.

PET-tilsynet kan derimod ikke føre tilsyn med PETs anvendelse af agenter, meddelere, kontakter eller med udviklingen i PETs anvendelse af snifferprogrammer, der løbende ransager de computere, snifferprogrammet er lagt ind på. Tilsynet kan heller ikke i tilstrækkelig grad holde øje med PETs samarbejde med lande, der er berygtet for at udøve tortur. Eller noget som helst andet hjørne af PETs virke. Tilsynet kan kun se på registrering mv. af personoplysninger. Det er således kun et lille hjørne, der føres kontrol med. Resten af PETs virke er holdt uden for demokratisk kontrol.

Danmark skal naturligvis have en effektiv bekæmpelse af terrorisme og organiseret kriminalitet, og vi må som borgere affinde os med, at vi ikke kan få offentlig indsigt i efterretningstjenestens arbejde. Da SR-regeringen i 1998 bad om et forslag til et forbedret tilsyn med PET, skrev Justitsministeriet: »Efterretningsvirksomhed må efter sin karakter være undergivet en betydelig grad af fortrolighed. Efter regeringens opfattelse må modstykket hertil være, at der er klare og tidssvarende regler for virksomheden og en betryggende demokratisk kontrol med dens udøvelse«. Men vi får hverken tidssvarende regler eller en betryggende demokratisk kontrol med PET, hvis regeringen nøjes med at følge det udkast, der ligger på bordet.