Ny bog kulegraver forholdene for børn af fængslede
Internationale undersøgelser viser, at børn af fængslede ofte lever med vrede, skyldfølelse og skam, ligesom mange oplever mobning. Børn af fængslede udgør ligeledes en risikogruppe i forhold til at udvikle misbrugsproblemer eller selv ende i kriminalitet. Derfor er det vigtigt, at der kommer mere fokus på, hvordan samfundet bedst beskytter børnene, forklarer Peter Scharff Smith:
- Det er et paradoks, at vi på den ene side ser familien og børnene som en fundamental enhed i vores samfund, der altid skal beskyttes, mens vi på den anden side splitter familier i stor stil, ved i stigende grad at frihedsberøve og fængsle vores borgere. Oftest uden at overveje, om der er muligheder for straffe på en måde, som ikke på samme måde udsætter børnene.
Han forklarer videre, at bogen ikke bare påpeger en række problemer, men også sætter fokus på, hvordan samfundet kan forbedre de menneskeretlige vilkår for alle parter:
- Bogen formidler de samlede erfaringer og resultater fra otte ni års forskning ved Institut for Menneskerettigheder, og arbejdet med børn af fængslede og resultaterne er sat ind i en international ramme på baggrund af forskning fra USA, Europa og andre steder i verden. Bogen fungerer derfor også som en samling af gode reformforslag og god praksis, der viser hvordan man kan hjælpe denne gruppe børn.
Bogen udkommer i juni og har allerede vakt international opmærksomhed og anerkendelse fra førende eksperter:
- Peter Scharff Smiths bog bygger på en utrolig imponerende og varierende mængde kilder, som gør det muligt for ham at levere en overbevisende beskrivelse af problemet samtidig med, at han præsenterer flere praktiske, humane og helt nødvendige løsninger. En enestående bedrift, siger Professor Craig Haney fra University of California.
When the Innocent are Punished - The Children of Imprisoned Parents udkommer torsdag d. 26 juni og kan bestilles online.