Nyhed

Syrisk-palæstinensisk rap-duo rapper om krigens konsekvenser

Foto af Refugees of Rap under koncert
Fra deres eksil i Paris skaber gruppen Refugees of Rap musik, der italesætter og kritiserer krigens uretfærdigheder. Mød dem på Roskilde Festival.

I 2013 rejser brødrene Yaser og Mohamed Jamous til Frankrig. Her får de asyl og bosætter sig i Paris. Efter at have modtaget dødstrusler er brødrene flygtet fra deres hjem, studie og liv i Syrien, og med sig har de hinanden og deres musiktekster. Netop teksterne er grunden til, at de befinder sig i eksil i det franske. Yaser og Mohamed er nemlig udover at være brødre også duoen, der udgør hiphopgruppen ”Refugees of Rap”. En gruppe der i mange år har brugt deres musik til at kritisere det regime og den krig, de har været førstehåndsvidner til. 

Fra turné til eksil

Fem år tidligere er de to brødre langt fra den franske hovedstad. I stedet befinder de sig i den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk, der ligger syd for Damaskus i Syrien. Det er her, midt i en sandet lejr at de beslutter sig for at danne hiphopgruppen Refugees of Rap. 

I begyndelsen handler det mest af alt om deres fælles kærlighed til det urbane miljø og alt det hiphoppen som form kan. Men som tiden går, ændrede deres musik sig også.  Efterhånden handler teksterne mere og mere om den politiske situation i det land, de befinder sig i – Syrien. Og pludselig hører de to brødre sig selv lave tekster om livet i en flygtningelejr, samt beskrivelser af de oplevelser de selv og deres folk er vidne til imens den politiske uro vokser og vokser. 

I fem år turnerer brødrene rundt. De spiller på nogle af de største scener i blandt andet Syrien, Libanon og Egypten. Imens bryder krigen i Syrien ud, og deres kritiske tekster begynder at give gøre deres tilværelse endnu mere usikker. Så usikker at de to år efter krigens udbrud flygter til Frankrig. Hvor de nu – ni år efter – stadig laver musik, der udfordrer det regime, de flygtede fra. 

I RE:ACT HUMAN RIGHTS' område på Roskilde Festival kan du opleve Refugees of Rap mandag den 27. juni kl. 15.00.

Her vil de både optræde og fortælle om deres rejse, samt tanker om at bruge ord til at skabe bevidsthed og forståelse for noget så kompleks som at flygte fra krig.