Nyhed

”Vil du tale menneskerettighederne ud over scenekanten?”

Menneskerettighedsalliancen og Røst søger unge, der vil holde tale i Operaen
Vi søger unge, der vil tale i Operaen den 12. december. Ordet er frit, og omdrejningspunktet er menneskerettighederne.

Menneskerettighederne gælder for alle. Men hvordan, synes du, det går i virkeligheden?  

Den 12. december åbner Det Kgl. Teater, Røst og Menneskerettighedsalliancen Operaens foyer for 10 unge talere. 

Vi leder efter dig, der har mod på at taget ordet, gå menneskerettighederne på klingen eller rejse en rettighedskamp, som verden overser. Under to workshops klæder vi dig på til at skrive og holde en tale, der vækker opsigt. Og vi giver dig indsigt i, hvordan menneskerettighederne har indflydelse på de fleste aspekter af dit og andres liv.

Din tale kan tage udgangspunkt i din egen eller din families historie, en global dagsorden, der begejstrer dig eller et dilemma, der bekymrer dig.  Måske er du optaget af, hvordan vi skaber et natteliv, hvor alle føler sig velkomne? Det kan også være, at du har et bud på, hvad menneskerettighederne kan gøre for klimaet? Måske brænder du for at rejse en debat om asylansøgere eller oprindelige folks rettigheder? Eller måske oplever du, at ytringsfriheden er under et alarmerende stort pres?

Ordet er dit, omdrejningspunktet er menneskerettighederne, og alle temaer er velkomne.

Ansøg senest den 23. oktober. 

  • Workshops finder sted i København den 23. og 30. november fra kl. 16-20.
  • Eventen i Operaen løber af stablen 12. december fra kl. 14 – 21.