Forskningsprojekt

Indvandreres og efterkommeres erhvervelse af dansk statsborgerskab

Betydningen af stramningerne af den danske statsborgersskabslovgivning for indvandreres og efterkommeres erhvervelse af dansk statsborgerskab.

Gennem de seneste 20 år er der sket en række stramninger af den danske statsborgersskabslovgivning. Forskningsprojektet ser på, hvad stramningerne har betydet for indvandreres og efterkommeres erhvervelse af dansk statsborgerskab. Derudover undersøger projektet om der er tegn på, at bestemte grupper ikke kan opnå statsborgerskab, selv om de gør, hvad de kan for at opfylde kravene.

Baggrund for projektet

Baggrunden for undersøgelsen er, at Danmark efter Den Europæiske Konvention om Statsborgerret (EKS) er forpligtet til at have en ordning, der giver mulighed for, at personer med lovligt og fast ophold her i landet kan blive statsborgere i Danmark.

Konventionen bestemmer, at et opholdskrav højst kan være på 10 år, og at Danmark kan stille andre krav til statsborgerskabets erhvervelse, men det forudsættes i den forklarende rapport til konventionen, at kravene skal være rimelige især med hensyn til integration.

Det forudsættes således, at Danmark har en tilgængelig naturalisationsordning for personer med lovligt og fast ophold her i landet. Desuden er Danmark forpligtet til at lette adgangen til dansk statsborgerskab for indvandreres børn, der er født her i landet eller er kommet hertil som mindreårige. Denne forpligtelse er ikke gennemført i dansk lov, og vi undersøger konsekvenserne.

Vi undersøger gennem forskeradgang til registre i Danmarks Statistik data vedrørende indvandreres og efterkommeres erhvervelse af dansk statsborgerskab.

Periode

Start: 2019
Slut: 2020