Publikation
Forside af rapport om valgdeltagelse for mennesker med handicap

Barrierer for valgdeltagelse for personer med handicap – Gør demokratiet tilgængeligt

I ny rapport sætter Institut for Menneskerettigheder fokus på lige adgang til demokratisk deltagelse og de barrierer, som mennesker med handicap møder i forbindelse med valghandlingen.

Når det igen bliver valgdag i Danmark, og store grupper af mennesker stimler sammen i lange køer på deres lokale valgsted, kan det for mange mennesker med handicap være en udfordring at deltage. 

Deltagelse i politiske valg er en essentiel del af demokratiet, men mennesker med handicap i Danmark har en lavere valgdeltagelse end resten af befolkningen.

I en ny rapport undersøger Institut for Menneskerettigheder lige adgang til demokratisk deltagelse for mennesker med handicap, særligt i forbindelse med valghandlingen.

Sådan har vi gjort

Denne undersøgelse af barrierer for demokratisk deltagelse er primært baseret på et webspørgeskema, der er udsendt af analyseinstituttet Analyse Danmark i perioden 16.-30. september 2022 til tre forskellige grupper: Danske Handicaporganisationers medlemspanel, et udsnit af den danske befolkning med handicap og et udsnit af den danske befolkning uden handicap.

Formålet med undersøgelsen er at opnå viden om, hvilke barrierer og udfordringer gruppen af mennesker med handicap oplever ved at stemme til et valg i Danmark.

Undersøgelsen viser blandt andet, at der er utilstrækkelig forudgående information om valgstedets indretning, udstyr og ressourcer fra myndighederne, som gør det svært for personer med handicap at planlægge deres valgdeltagelse. Samtidig oplever 10-25 procent af de adspurgte, at valgsteder og brevafstemningssteder ikke er tilgængelige for mennesker med handicap.

”Som samfund har vi pligt til at sikre tilgængelige valgsteder, der gør det let at deltage i valg for alle vælgere, uanset om de for eksempel bruger rollator, blindestok eller bærer solsikkesnor,” understreger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

Institut for Menneskerettigheder har til opgave at sikre og fremme gennemførelsen af FN’s Handicapkonvention i Danmark.

Anbefalinger

Med henblik på at fremme tilgængeligheden ved valghandlingen og sikre lige adgang til demokratisk deltagelse for mennesker med handicap anbefaler Institut for Menneskerettigheder, at:

  • Indenrigs- og Sundhedsministeriet i dialog med handicaporganisationerne igangsætter tiltag til at øge tilgængeligheden på valgsteder for mennesker med psykiske, kognitive, fysiske og sensoriske handicap, samt at der bliver oplyst om tilgængeligheden ved hvert valgsted forud for valgdagen.
     
  • Justitsministeriet sikrer, at færre personer fratages deres stemmeret til folketingsvalg og folkeafstemninger, ved i højere grad at anvende regler om delvis fratagelse af den retlige handleevne samt at genvurdere de eksisterende § 5-værgemål med fuld fratagelse af den retlige handleevne.

 

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk