Publikation
Side 1 af analysen Historisk mange børn og unge uden dansk statsborgerskab

Historisk mange børn og unge uden dansk statsborgerskab

Andelen af indbyggere i Danmark uden dansk statsborgerskab er steget de senere år. Særligt er andelen af børn og unge under 18 år uden statsborgerskab steget, viser ny analyse.

De seneste år er andelen af indbyggere i Danmark uden dansk statsborgerskab steget. Stigningen skal ses i lyset af de gentagne stramninger af de danske statsborgerskabsregler

I 1980 havde 1,9 procent af indbyggerne i Danmark ikke dansk statsborgerskab, mens andelen i 2023 er på 10,5 procent. Indbyggere er her defineret som personer, der har registreret adresse i Danmark. 

I 1980 var andelen af efterkommere under 18 år med dansk statsborgerskab 32 procent, mens den i årene 2006-2011 lå på omkring 65 procent. Herefter faldt andelen således, at den per 1. januar 2023 lå på 48 procent, hvilket er den laveste andel siden 2000. 

Mens andelen af voksne indvandrere, der får statsborgerskab, er faldet markant, er der samtidig sket en stigning i den tid, voksne indvandrere i gennemsnit opholder sig i Danmark, før de opnår statsborgerskab. Det kan betyde, at de pågældendes børn ikke får mulighed for at få dansk statsborgerskab, før de bliver 18 år.

Idet unge først kan søge om permanent opholdstilladelse og dernæst om statsborgerskab, når de fylder 18, kan ikkenordiske unge, der er født og/eller opvokset i Danmark, tidligst få dansk statsborgerskab, når de er fyldt 21 år. Hvis de tager en videregående uddannelse, vil de skulle vente i længere tid, fordi de først vil kunne opfylde kravet om 3,5 års beskæftigelse inden for de seneste 4 år, efter at de har afsluttet deres studie.

Analysen finder blandt andet:

  • Fra 1980 til 2023 er andelen af indbyggere i Danmark uden dansk statsborgerskab steget fra 1,9 procent til 10,5 procent.
  • Andelen af efterkommere med dansk statsborgerskab har været svagt faldende de seneste år og udgjorde i starten af 2023 64 procent.
  • I starten af 2023 havde kun 48 procent af efterkommere under 18 år dansk statsborgerskab, hvilket er den laveste andel siden år 2000.
     
Anbefalinger

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:

  • Regeringen i samarbejde med Folketingets Indfødsretsudvalg gennemfører en ordning, der giver alle unge, der er født og/eller opvokset i landet, ret til at opnå dansk statsborgerskab ved erklæring, når de fylder 18 år.
     
  • Regeringen i samarbejde med Folketingets Indfødsretsudvalg gennemfører en ordning, der giver børn ret til at opnå dansk statsborgerskab, før de fylder 18 år.

 

 

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk