Nyhed

FN-rapportør opfordrer til mere debat om big data

Joe Cannataci
FN’s særlige rapportør, Joe Cannataci, efterlyste en mere åben debat om grænsen mellem dataindsamling og privatliv under sit besøg i Danmark i denne uge.

"Hver en risiko er værd at tage, så længe det er for en god sag, og det bidrager til et bedre liv.”

FN’s særlige rapportør på privatliv Joe Cannataci citerede Virgins grundlægger Richard Branson under en præsentation hos Institut for Menneskerettigheder i denne uge. Den særlige rapportør var inviteret til Danmark af instituttet og tænketanken DataEthics.EU.

”Det er sjældent, at jeg citerer denne mand,” fortsatte Joe Cannataci med et smil på læben. ”Men her må jeg sige, at Branson har ramt hovedet på sømmet. For spørgsmålet er jo netop, om den risiko, vi løber, faktisk bidrager med noget positivt til vores liv og til samfundet.”

Joe Cannataci blev udpeget som FN’s første særlige rapportør på privatliv for et år siden. Bag sig har han årevis af forskning og forfatterskab indenfor datalovgivning, juridiske systemer og internettet helt overordnet. Siden sin udnævnelse har han rejst verden rundt for at informere om og forhandle løsninger på forholdene mellem privatliv og dataindsamling og overvågning. Under sit besøg i Danmark i denne uge mødtes han blandt andet med repræsentanter fra Udenrigsministeriet og Forsvarets Efterretningstjeneste.

Den særlige rapportør holdt desuden en offentlig præsentation, hvor han satte fokus på udfordringerne med de enorme mængder private informationer, borgerne efterlader på internettet blandt andet via deres mobiltelefoner – såkaldt big data.

”Jeg siger ikke, at privatlivet nødvendigvis skal stå over de muligheder, som big data tilbyder. Men hvis vi skal vælge hensynet til privatlivet fra, bør det være et aktivt, diskuteret valg og ikke noget, vi blot accepterer, fordi nogle firmaer og stater har sneget sig ind ad bagdøren,” sagde Joe Cannataci.

Når viden bliver til kontrol

Multinationale selskaber som Google og Facebook har længe brugt big data til at analysere marketingstrends og forbrugeradfærd, som derefter bruges til at sælge annoncer og andre services. I dag taler virksomheder og myndigheder også om, hvordan big data kan bruges til at diagnosticere sygdomme og justere velfærdspolitik baseret på data om borgerne.

”Fortalere for big data sammenligner det med olieboringer for at fremhæve, hvor store økonomiske gevinster, der er at hente i industrien. Men selvom vi som forbrugere ofte slår overvågning hen, fordi ”vi jo ikke har noget at skjule”, er det vigtigt at huske, at dataindsamlingen kan bruges som kontrol,” sagde Joe Cannataci.

Cannataci pegede på den kinesiske regerings brug af big data som eksempel. I Kina konstruerer regeringen et onlinesystem, der samler oplysninger om hver borgers adfærd i samfundet til én samlet karakter. Systemet indeholder oplysninger som fx, hvordan du opfører dig på arbejdsmarkedet, og hvor positivt du skriver om det kinesiske regime på de sociale medier. Karakteren kommer til at fremgå på sociale medier og vil blive brugt af både udlejere, arbejdsgivere, politiet, venner og familie.

”Kinas plan kan lyde voldsom, men i det mindste er de helt åbne om deres digitale overvågning. I Vesten har vi ingen anelse om, hvor meget efterretningstjenesterne ved, eller hvorvidt de har hemmelige rating-systemer. Vi er nødt til at få de her overvejelser frem i lyset, så udviklingen ikke sker udenom os,” sagde Joe Cannataci.

Smarte byer kræver smarte borgere

Der er stort potentiale i big data. De såkaldte smart cities – digitaliserede storbyer – er fremtidsvisionen for mange: selvkørende biler, digitale offentlige systemer og automatisk sikkerhedsovervågning. Teknologierne tilbyder alle muligheden for et mere virksomt og måske lettere tilgængeligt samfund. Det er en effektiv maskine, hvor data om borgernes handlemønstre og adfærd er drivkraften.

”Selv hvis vi vælger at prioritere effektivitet over privatliv, er vi stadig nødt til at uddanne vores borgere bedre i digital adfærd. Den digitale udviklingen er sket så hurtig, at mange mennesker ikke har et reflekteret forhold til, at deres handlemønstre overvåges. Hvis vi får smarte byer, er vi også nødt til at uddanne smarte borgere, der kender til konsekvenserne af deres handlinger,” sagde Joe Cannataci.