Staten skal anerkende adopteredes menneskerettigheder

Af Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder. 
Bragt i Jyllands-Posten første gang 15. marts 2024.

Ulovlige adoptioner har i den grad skabt mediebevågenhed i de seneste måneder – og med god grund. Det er naturligvis meget alvorligt, at en række børn efter alt at dømme er blevet stjålet eller franarret deres biologiske forældre og derefter bortadopteret til Danmark. Også selv om det er sket tilbage i 1970’erne og 1980’erne. Det er dybt bekymrende, når der er kommet oplysninger frem, der tyder på, at de danske myndigheder har været vidende om alvorlige problemer, men langtfra har gjort nok for at forhindre krænkelse af adopteredes rettigheder.

Fra en umiddelbar betragtning har skandalerne ført til resolut politisk handling: Den 16. januar suspenderede socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil al international adoption på ubestemt tid, efter at det eneste tilbageværende danske adoptionsbureau, DIA, få måneder forinden havde fået en alvorlig advarsel fra Ankestyrelsen på grund af overtrædelser af adoptionsloven og principperne i Haager-konventionen. Socialministeren betegnede det som en grundlæggende krise for international adoption som fænomen.

Samtidig er det besluttet, at der skal laves en mere grundlæggende historisk undersøgelse af adoptionsområdet. I efteråret 2023 afsatte Folketinget 12,6 mio. kr. til en uvildig kulegravning af den internationale adoptionsformidling til Danmark. Undersøgelsen skal omfatte de 10 lande, hvorfra der er adopteret flest børn til Danmark i 1964-2016. Der bliver tale om en historisk afdækning, men den vil ikke have til formål at undersøge og vurdere et eventuelt juridisk ansvar.

De adopterede ønsker, at undersøgelsen udvides tidsmæssigt og omfatter adoptioner fra alle lande – og fremfor alt, at den også tager stilling til statens juridiske ansvar. Ministeren har indtil nu henvist til, at man ikke kan straffe på grund af forældelsesfrister.

Denne sag handler i høj grad om menneskerettigheder for de adopterede børn, som kan være blevet uretmæssigt adskilt fra deres biologiske forældre og afskåret fra kontakt med deres biologiske familie. Potentielle overtrædelser, der kan have haft alvorlige konsekvenser for de adopteredes trivsel og identitet.

Når der er tale om potentielle menneskeretskrænkelser, indebærer vores internationale, menneskeretlige konventionsforpligtelser, at der automatisk vil være en række mere håndfaste krav til statens ageren.

Ulovlige adoptioner kan være i strid med flere forskellige menneskerettigheder: Retten til familieliv er beskyttet i artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og forældre og børns samvær udgør en grundlæggende del af beskyttelsen. Bestemmelsen pålægger staten en pligt til at beskytte retten til familieliv, også når det er private, der er skyld i adskillelsen mellem forælder og barn. Det kræver dog, at staten vidste eller burde vide, at der var noget galt. 

Også efter Børnekonventionen er Danmark forpligtet til at sikre, at børn ikke adskilles fra deres forældre mod deres vilje, undtagen når det er nødvendigt af hensyn til barnets tarv og for at sikre barnets ret til identitet.

Derudover gælder der særlige pligter for staten, når det handler om internationale adoptioner. Danmark er efter internationale konventioner forpligtet til at sikre, at adoptioner finder sted til barnets bedste og med respekt for barnets grundlæggende menneskerettigheder. Derudover skal staten forhindre utilbørlig økonomisk vinding i forbindelse med en adoption.

At sagerne handler om børn, er en skærpende omstændighed. Den undersøgelse, der er lagt op til politisk, er derfor ikke tilstrækkelig. Socialministeren bør også tage initiativ til en juridisk undersøgelse, der tager konkret stilling til, om den danske stat har krænket menneskerettighederne i sagerne om internationale adoptioner. Det flugter med, hvad FN har anbefalet.

Også spørgsmålet om forældelse har fået meget opmærksomhed i debatten, hvor der har været meget fokus på, hvorvidt der kan placeres et strafferetligt ansvar på enkeltpersoner. Men vi taler altså om statens ansvar. Her har menneskeretten en central rolle, og hensynene til forældelse er ikke lige så tungtvejende som i strafferetten.

Som udgangspunkt tjener forældelsesregler legitime og vigtige samfundshensyn. Reglerne skal ikke mindst forebygge, at gamle tvister bringes frem, hvor bevisgrundlaget er sparsomt på grund af tidens tand. Men der kan være andre tungtvejende hensyn. Hvis for eksempel en udredning konkluderer, at ofre har fået krænket deres menneskerettigheder, følger det af menneskeretten, at staten i visse tilfælde kan have pligt til at give en økonomisk godtgørelse. Og hvis de nugældende danske forældelsesregler udelukker, at ofre for menneskerettighedskrænkelser kan få en sådan godtgørelse, kan det være et menneskeretsproblem.

Danske forældelsesregler bør ikke stå i vejen for en eventuel godtgørelse til de krænkede, reglerne bør ændres – ligesom det er sket før. Tilbage i 2018 blev forældelsesreglerne justeret på baggrund af sager om grove og systematiske krænkelser af børns rettigheder. Ændringen blev begrundet i, at sagerne typisk først ville opstå, når krænkelserne kom for en dag, hvilket oftest først sker, når et barn er blevet voksent og i stand til at reflektere over sin barndom. 

Justering af reglerne blev dengang gennemført i lyset af dommen i den såkaldte Slagelse-sag, hvor tre søstre fik tilkendt erstatning med henvisning til menneskeretten for en række grove overgreb, selv om erstatning fra myndighederne for så vidt stred mod de danske forældelsesregler. Lovændringen har betydet, at det nu er udtrykkeligt fastslået i den danske lovgivning, at myndighedernes menneskeretlige ansvar i denne type sager om overgreb mod børn ikke længere forældes.

Nu er der endnu en gang brug for at genbesøge forældelsesloven. Forældelsesloven bør ændres – og med tilbagevirkende kraft – så det ikke bliver forældelsesreglerne, der står i vejen for, at adopterede kan få en godtgørelse, hvis staten har krænket deres menneskerettigheder.

Der er behov for at erkende, at skandalerne om internationale adoptioner ikke kun er et stykke historie, der involverer nogle ulykkelige menneskeskæbner. Det handler om de adopteredes menneskerettigheder. Når man har indset det, er det også mere åbenlyst, hvad der bør gøres fra de ansvarlige myndigheders side: En historisk undersøgelse er ikke nok.

Vi mangler at få klargjort, om den danske stat er ansvarlig for at have krænket de adopteredes ret til samvær og kontakt med deres biologiske forældre. Hvis det viser sig at være tilfældet, må forældelsesregler ikke stå i vejen for en eventuel erstatning.

Vi kan ikke rulle tiden tilbage og forhindre de adopteredes traumer. Men vi kan gøre alt, hvad vi kan, for at gøre det rigtige nu.