”Det er nu over 10 år siden, vi vedtog den gældende lov – hvor børns rettigheder er helt fraværende”

Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 2. oktober 2023. 

Kristeligt Dagblad har i den forgangne uge haft flere artikler om nogle af de problemstillinger, der knytter sig til æg- og sæddonation.

Familiedannelse med donorbørn er et kompliceret og dilemmafyldt område. Der sker desuden nyt hele tiden. Det gælder både teknologisk, retspolitisk og endda på et internationalt niveau, som også må få betydning for, hvordan vi indretter os herhjemme. Det vender vi tilbage til.

I Danmark har vi en liberal lovgivning på området. Før 2012 var der krav om, at donor skulle være anonym. Det blev ændret, så der nu kan vælges næsten frit mellem donorer, hvor nogle giver information om forskellige personlige forhold og kendetegn (for eksempel uddannelse, familiebaggrund med videre). Nogle tillader desuden, at deres identitet bliver videregivet til donorbarnet, når det fylder 18 år. Andre donorer holder sig til det minimum, som kræves af loven, som er oplysninger om højde, vægt, hud-, hår- og øjenfarve samt blodtype. Ved køb af donoræg skal donors alder også angives.

Det er således i høj grad op til donorerne at afgøre, hvilke personlige oplysninger de ønsker at videregive til deres donorbørn. Herefter er det de kommende forældre, der vælger, hvilken information der passer bedst med de ønsker og behov, de har for at kende til deres kommende barns genetiske far – eller mor, hvis der er tale om ægdonation. Den eneste, der ikke har noget valg, er donorbarnet.

På Institut for Menneske­rettigheder har vi set nærmere på donorbørns rettigheder og på, hvad argumenterne var for den ordning, Folketinget vedtog i 2012. Meget bemærkelses­værdigt var barnets perspektiv stort set fraværende. Det blev blot nævnt, at hensyn til donor, til den enlige kvinde eller parret, til barnet og til de overordnede samfundsmæssige hensyn måtte vægtes i forhold til hinanden, og ”hensynet til barnet og familien må desuden ses i tæt sammenhæng”, stod der i lovforslaget. Mere blev der ikke ræsonneret om den problematik.

Det kan man undre sig over. Først og fremmest fordi der i Danmark gennem de seneste mange år er kommet en stærk opmærksomhed på at sikre børn egne rettigheder i enhver børnerelateret lovgivning. Det gælder så undtagelsesvist ikke, når det handler om fertilitetsbehandling. Her er det alene voksenhensyn, der tæller. Det er der flere problemer ved.

Det er der efterhånden en betydelig mængde forskning, der viser. Først og fremmest kan det være dybt traumatiserende, hvis et menneske – måske ved en "fejl" – får at vide, at det har en anden genetisk far eller mor, end det har troet. Dernæst viser mange studier, at børn af æg- eller sæddonation kan have et stort behov for at vide noget om, hvem de stammer fra. Det kan for eksempel være ud fra et ønske om at vide mere om sin egen baggrund, sundhed, historie og personlighed. Ikke alle ønsker at vide præcis, hvem deres genetiske far eller mor er, eller at tage kontakt, men nogle gør.

Eksperter på feltet er i store træk enige om, at åbenhed om donationen er det bedste for barnet og helst så tidligt som muligt i barnets liv. Der er ingen forskning, der tyder på, at det skader familierelationerne, at et barn vokser op med en viden om, at hans eller hendes juridiske og sociale far ikke er den genetiske far. Det bliver far-barn-forholdet ikke mindre tæt eller vigtigt af.

Vi har i nogle år haft en frivillig organisation, Donorbørns Vilkår, der organiserer voksne donorbørn og kæmper for deres ret til at få viden om deres donor­ophav. Der er således nu en mulighed for at høre og lytte til de mennesker, som er blevet til som følge af donation.

Men der er også andre vigtige udviklinger. For første gang er der blevet afsagt dom ved Den Europæiske Menneskerettigheds­­domstol om ret til at få information om sit genetiske ophav i forbindelse med sæddonation. Sagen var anlagt af to voksne donorbørn mod Frankrig, og afgørelsen faldt den 7. september i år.

Frankrig har, ligesom herhjemme frem til 2012, haft et forbud mod, at donors identitet og andre personlige oplysninger blev videreformidlet til barnet og dets juridiske forældre. Dette blev ændret ved lov i 2021, så det herefter kun er muligt at blive donor, hvis man tillader, at ens genetiske afkom får ret til oplysning om ens identitet.

De to personer, der anlagde sagen mod Frankrig, var blevet født ved hjælp af donationer, der var blevet givet under den gamle ordning. De hævdede, at den franske stat med det daværende forbud mod, at de kunne få oplysninger om deres donor, krænkede deres ret til en grundlæggende viden om deres personlige identitet. De havde hørt om deres donorophav, da den ene var 17 og den anden var 29 år. Begge oplevede dette som meget smertefuldt, og behovet for viden om deres respektive donorfædre var blevet deres livskamp.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tager altid helt konkret stilling, når den skal afgøre, om der er sket en krænkelse af menneskerettighederne i en sag. Her må jeg nøjes med en kort opsummering af de aspekter af afgørelsen, der er mest relevante for os i Danmark.

Der kan være en vis margin for de enkelte stater til at indrette deres lovgivning på området, som de mener stemmer bedst med fremherskende holdninger i det enkelte land. Det gælder især, hvis der er store forskelle på, hvordan medlems­landene ser på spørgsmålet.

Sådan er det i nogen grad i dag, når det handler om donorbørns rettigheder. Men, siger domstolen, der har i en lang årrække været en tydelig tendens i retning af, at staterne i Europa bevæger sig mod mere åbenhed og flere rettigheder om information til donorbørn. Den tendens vil gradvis mindske det råderum, staterne har til selv at fastlægge deres regler for den enkeltes ret til sin egen identitet, fordi det er en helt central komponent i retten til respekt for den enkeltes privatliv.

Menneskerettighedsdomstolen afsluttede sagen med ikke at dømme Frankrig. Det vil ikke være muligt at lade de to sagsøgere få adgang til deres donors oplysninger, fordi det vil være et brud på den anonymitet, donorerne blev lovet i sin tid. Hertil fremhævede domstolen, at Frankrig har haft nogle meget grundige, dybtgående parlamentariske og bredere samfundsdebatter om retten til information i forbindelse med donation, senest op til reformen i 2021. Hermed har Frankrig udvist den grundighed, der er påkrævet, når der gøres indgreb i vitale menneskerettigheder.

Dommen er relevant for Danmark, fordi den markerer, at i et så centralt menneskeretligt spørgsmål som børns ret til deres egen identitet må vi nødvendigvis have en grundig og alsidig debat om, hvordan vi bør indrette os. Det er nu over 10 år siden, vi vedtog den gældende lov – hvor børns rettigheder er helt fraværende.

EU's Ministerråd har igangsat arbejdet med en anbefaling til medlemslandene om at sikre retten til identitet i forbindelse med donorbefrugtning. Den skal ligge klar i 2025. Det giver også os nogen tid til at komme på omgangshøjde med den aktuelle menneskeretlige udvikling.